Gill: Der kommer nye spillere ind

David Gill har tidligere meldt ud, at der er penge til rådighed for Sir Alex Ferguson, hvis han gerne vil hente nye spillere til Manchester United. Gill,…

David Gill har tidligere meldt ud, at der er penge til rådighed for Sir Alex Ferguson, hvis han gerne vil hente nye spillere til Manchester United.

Gill, som selv forklarer, at han er knust over den måde, Premier League søndag sluttede af på, venter bare på udviklingen, som vil ske hen over sommeren.

– Manageren, Jim Lawlor (chef for talentspejderne, red.) og resten scouting-holdet ser på det og diskuterer mulighederne i løbet af den kommende periode, siger David Gill til manutd.com.

– Det er klart, at arbejdet intensiveres nu, hvor der rent faktisk kan gennemføres handler, og vi har identificeret spillere, så lad os se, hvad der sker, siger han.

Der er penge at bruge
I den lyseblå del af Manchester bliver der brugt ufattelige summer på at hente nye spillere ind hver eneste sæson. Men på trods af Manchester Uniteds enorme gæld, så forsikrer klubbens direktør, at der er penge at hente til køb af nye spillere.

– Der er uden tvivl penge at bruge. Vi er klar over, at vi brugte en del sidste sommer, da vi hentede Phil Jones, David de Gea og Ashley Young, det ved vi. Jeg tror, at vi kigger på det i løbet af de kommende måneder og ser, om der kunne være noget interessant, siger David Gill.

– Når vi når august, så har vi nye spillere på holdet, EM er overstået, spillerne er tilbage, vores tour vil være overstået, og så starter vi igen. Det er det smukke ved fodbold. Alle starter ved nul point, og vi er nødt til at mande os op og gøre det godt, siger han.

Ser frem mod ’financial fair play’
På transfermarkedet hedder den nok største konkurrent i øjeblikket Manchester City. Og David Gill ser frem mod en tid, hvor Citys aggressive markedsstil kan få konsekvenser for klubben.

– Vi betaler stadig godt i transfersummer og lønninger. City har løftet barren endnu en gang, og vi har set, hvad de er klar til at give for spillere og til spillere, siger Gill.

– Men vi må se, hvad der sker med de finansielle fair play-regler, hvordan det bliver implementeret, og hvilke sanktioner, der kommer til at være, siger han.

 

Forrige artikel

Et år mere til Scholes: Det rigtige valg

Næste artikel

Fergie: Spillerne skal ikke straffes

ANNONCE