Det har ikke skortet på negative udtalelser fra Carlos Tévez, siden han i sidste måned noget overraskende valgte at skrive kontrakt med Manchester City efter to års ophold i Manchester United.
Den før så populære argentiner har blandt andet sagt, at han aldrig på noget tidspunkt følte sig værdsat hos de engelske mestre, og at Sir Alex Ferguson ikke gav ham nok chancer i sit andet år i klubben. Det til trods for, at han står noteret for 48 kampe i sidste sæson.
Og mens Sir Alex Ferguson har affærdiget Tévez, er det nu David Gills tur. Og han har som sin kollega i United ikke meget tilovers for angriberen:
”Vi havde uden tvivl problemer med Carlos. Om det var fordi, han ikke forstod sig på at være en del af en trup, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men han er helt sikkert skiftet, da han blev tilbudt flere penge, end vi ville give ham, og hans økonomiske rådgivere har sikkert følt, at det var bedst for ham at skifte,” lyder det fra Gill i et interview med Manchester Evening News.
Carlos Tévez vil næste gang kunne opleves på Old Trafford, når de engelske mestre tager mod Manchester City den 20. september. Og mens den tidligere West Ham-spiller har leflet for United-fans siden skiftet, er der ikke meget, der tyder på, at han kan forvente en varm velkomst på sin gamle hjemmebane.