Han reddede Alex Ferguson, men kan nu vælte Erik ten Hag

Vi kender Sir Alex Ferguson som en meget succesfuld manager for Manchester United. Men skotten havde en svær start, og FA Cup’en i 1990 siges at have reddet ham fra en fyring. Og en af datidens helte står nu og kan sende United ud på søndag.

Sir Alex Ferguson kom til United i 1986 efter stor succes med Aberdeen. Tre skotske mesterskaber, fire pokaltitler, Europa Cup for Pokalvindere og UEFA Super Cup.

United-fans var dog ikke tilfredse med udviklingen i de første fire sæsoner på Old Trafford. Fint eksemplificeret ved fan Pete Molyneuxs ikoniske banner: ‘3 ÅRS UNDSKYLDNINGER OG DET ER STADIG LORT … TA RA FERGIE’

Man gik godt nok fra en 11.plads i den første sæson til at få en 2.plads i den næste. Men man blev kun nummer 11 og 13 i de efterfølgende to sæsoner i den bedste engelske række.

I januar 1990 havde man allerede tabt 10 kampe den sæson. Blandt andet med 1-5 mod Manchester City og 0-3 mod Tottenham. På hjemmebane.

FA Cup var altså den eneste tilbageværende mulighed for succes. Man startede dog i 3.runde mod Brian Cloughs Nottingham Forest, der var blevet nummer tre i ligaen i de to foregående sæsoner, hvor det også blev til to FA Cup-semifinaler og en sejr i League Cup.

Imens havde United ikke vundet i otte kampe i træk, da man gæstede City Ground. Og det er efterhånden blevet fortalt mange gange, at Ferguson ville være blevet fyret, hvis man ikke havde vundet der.

Matchvinder Mark Robins

Nu vandt United kampen den dag. Så om Ferguson ville være blevet fyret ved et nederlag, det finder vi heldigvis aldrig ud af.

Og det var Mark Robins (nummer tre fra højre, hvid hat), der blev matchvinder for United. Han scorede nemlig kampens eneste mål, da han headede bolden i mål efter en glimrende ydersideaflevering fra navnebror Mark Hughes.

Siden førte Ferguson også sit hold til sejr over tre andre United-hold i turneringen: Hereford United, Newcastle United og Sheffield United, inden Oldham Athletic og Crystal Palace blev slået i semifinalen og finalen.

Begge opgør krævede dog omkampe grundet 2-2 efter 90 minutter og 3-3 efter forlænget spilletid i den første kamp mod begge modstandere.

Mark Robins fortsatte såmænd også sin heltedåd fra City Ground med et mål mod Newcastle samt en ny matchvinder-rolle i omkampen mod Oldham.

Her scorede han til slutresultatet 2-1 i den forlængede spilletid på Maine Road, hvor han altså sikrede billet til finalen. Og på Wembley endte omkampen med en 1-0 sejr til United og Fergusons første trofæ som United-manager.

Nyt FA Cup-eventyr for Mark Robins?

Mark Robins spillede i United fra 1986 til 1992, og 1989/90-sæsonen blev faktisk hans bedste med 10 mål i 23 kampe. I alt spillede han 70 kampe for United og scorede 17 mål.

Ellers var hans karriere præget af mange klubskift og udlån, blandt andet til FC København, hvor han og veteranen Michael Manniche fik kælenavnene ‘Batman og Robins’. Her blev det til 4 mål i 6 superligakampe for Robins.

Som træner har han stået i spidsen for Rotherham, Barnsley, Coventry, Huddersfield Town og Scunthorpe, indtil han i 2017 fandt tilbage til Coventry City og endelig har slået rod.

I Coventry City var han kun lige ankommet, da han førte dem til sejr i EFL Trophy med en finalesejr over Oxford United. Siden sikrede han dem to oprykninger på tre år, fra den fjerdebedste til den næstbedste række.

I sidste sæson endte Coventry som nummer 5 i Championship, deres bedste placering i det engelske ligasystem siden nedrykningen fra Premier League i 2001. Aktuelt ligger de nummer 8 i denne sæson.

I FA Cup har han nu også ført dem til semifinalen, deres bedste resultat siden 3-2 sejren over Tottenham i finalen i 1987. På et tidspunkt hvor Mark Robins jo selv var Manchester United-spiller.

Hvor står Erik ten Hag?

På mange måder står United i en lignende position nu, som de gjorde i starten af 1990.

Man er inde i en rigtig dårlig stime og har kun FA Cup tilbage med mulighed for succes. Og selvom det ikke er sikkert, at et nederlag vil ende med en fyring af Erik ten Hag, så er det altså heller ikke en utænkelig konsekvens.

Modsat United i 1990, så bør søndagens United-hold dog være favoritter i opgøret mod holdet fra den næstbedste række. FA Cup har det dog med at leve sit eget liv, og derfor bør man ikke tage noget for givet.

Spørgsmålet er så, hvem der skal være Erik ten Hags redningsmand, som Mark Robins (måske) var det for Ferguson. Eller om Mark Robins kommer til at tippe vægtskålen den anden vej denne gang og dermed bidrage til en fyring af hollænderen.

Det bliver spændende at følge. Kampen spilles på Wembley Stadium søndag kl. 16.30 dansk tid og kan ses på TV3 Max og Viaplay.

 

Previous Article

Erik ten Hag: »Han har sagt undskyld for det«

Next Article

Officielt: Jason Wilcox er ny teknisk direktør i Manchester United

ANNONCE