Henry: United ikke længere frygtindgydende

Manchester United er ikke længere frygtet af modstanderne, som de var engang, hæver Thierry Henry. Den frygt bliver holdet nødt til at genskabe.

Der kan næppe være to meninger om, at Manchester United anno efteråret 2013 ikke er, hvad de har været. Holdet indtager en jammerlig niendeplads i Premier League, og med 13 point op til førerholdet Arsenal synes mesterskab nummer 21 langt væk. 

Arsenal-legenden Thierry Henry har mødt United masser af gange, og han har et bud på, hvorfor holdet sejler rundt i midten af tabellen i denne sæson. Modstanderne frygter slet og ret ikke mestrene, som de gjorde engang.

– Da vi tog til Manchester United, det kan jeg godt sige nu, vidste vi, at de ville komme stærkt ud. Men nu, når jeg ser hold komme til Old Trafford, er de ikke engang skræmte, siger han til Sky Sports.

– Dengang kom nogle hold ikke engang forbi midterlinjen. Men når jeg ser holdene nu, er de komfortable – de spiller bolden rundt. De bliver nødt til at genskabe den frygt, de plejede at have. Så skal de nok klare den.

Første mulighed for at skræmme modstanderne er på søndag, hvor United gæster Villa Park.

Forrige artikel

Rafael vil undgå de store hold

Næste artikel

Schmeichels råd til Moyes: Ryd ud!

ANNONCE