Schmeichels råd til Moyes: Ryd ud!

David Moyes bør skille sig af med flere spillere i samme grad som at tilføje nye til truppen, hvis man spørger Peter Schmeichel.

Premier League-mestrene ligger på en skuffende niendeplads, og med vintertransfervinduet lige rundt om hjørnet opfordrer det til at handle ind i januar for at få klubben tilbage på sporet. Men det er mindst lige så vigtigt at få brudt med de brodne kar i truppen, mener Peter Schmeichel.

– Jeg synes, at David Moyes skal fokusere på at få sendt nogle spillere videre i stedet for at fokusere på at handle ind, siger danskeren på showet Alan Brazil Sports Breakfast.

– Jeg tror, det bliver meget svært at hente nogle spillere i januar, som er på det niveau, som Manchester United leder efter, medmindre de betaler usandsynlige summer.

Peter Schmeichel mener derimod, at David Moyes ville gøre klogt i at bringe nogle unge spillere op fra ungdomsrækkerne, der kan overtage pladsen i førsteholdstruppen fra de underpræsterende spillere, som han vælger at sælge.

– Det er vigtigt, at han (David Moyes, red.) sætter sit eget præg på truppen, og får solgt nogle af de spillere, der over en lang periode ikke har præsteret godt nok. Det ville være langt bedre for klubben, hvis han hev nogle unge spillere op, og solgte nogle af de underpræsterende.

Forrige artikel

Henry: United ikke længere frygtindgydende

Næste artikel

Cleverley: Har ikke været god nok

ANNONCE