Her er redaktionens forventninger til den nye sæson

En ny sæson står for døren. I den forbindelse har fire skribenter fra OldTrafford.dk sat ord på deres forventninger til 24/25-sæsonen.

Foto: Orlando Ramirez/Getty Images

Jesper Bundgaard Jensen

Jeg har virkelig svært ved at forudsige, hvordan Premier League-billedet kommer til at se ud i denne sæson. Jeg synes, det har været et markant anderledes transfervindue, end vi er vant til – ikke kun hos United, men generelt.

Jeg er stor tilhænger af INEOS’ nye transferstrategi, hvor man nægter at lade sig køre over med for høje transfergebyrer. Det har dog ikke desto mindre resulteret i, at vi “kun” har hentet Yoro og Zirkzee. Jeg havde gerne set en verdensklasse defensiv midtbanespiller, en backup venstreback og måske endda en ekstra angriber, da Zirkzee ikke er en klassisk angriber.

Jeg tror dog, at med en helt anden ledelse og et stærkt bagland vil der være mere styr på tingene, og det vil smitte af på banen. Jeg forventer, at vi kæmper om en top-4-placering, men det bliver sandsynligvis om 3.-4. pladsen. Jeg tror stadig, at Arsenal og City er niveauer over de øvrige. Min umiddelbare forventning er faktisk, at vi bliver nummer fire.

Steffen Jønsson

PÅ BANEN er mine forventninger ikke så store. United har stadig for mange spillere, der længe har præsteret under niveau. For eksempel Casemiro og Marcus Rashford. Og et par spændende signings i Yoro (der allerede er ude med en skade) og Zirkzee ændrer ikke på dette.

I skrivende stund er transfervinduet åbent, så meget kan ske endnu. Også i forhold til afgange. Men jeg ser stadig for meget ubalance og for lidt kvalitet i den nuværende trup, selvom det godt kan ligne, at man er på rette vej. På det mere individuelle plan har jeg dog forventninger til enkelte spillere. Særligt Amad, som sluttede sæsonen godt af og har set spændende ud i pre-season. Toby Collyer og Harry Amass ser også ud til at kunne komme til at spille en rolle i sæsonens løb.

UDEN FOR BANEN forventer jeg, at den nye ledelse fortsat kommer til at træde i karakter. Jeg har faktisk meget store forventninger til det nye team, der synes at være kommet rigtig godt i gang. Her tænker jeg både på købet af Yoro, men også på situationen omkring Erik ten Hag. Man gik ikke ud og fyrede en træner, som nu har vundet 2 trofæer på 2 sæsoner. Jeg forventer, at de fortsætter med at træffe beslutninger, som ikke er grebet af panik.

Jacob Fischer 

Sæsonen 24/25 bliver Ten Hags svendestykke. Det er nu han skal bevise, at han kan sit taktiske håndværk. Det er min forhåbning, at de djævlerøde igen skal til at dominere fodboldkampe. Selvom den pragmatiske tilgang i FA-cup finalen var med til at redde hollænderen fra fyring, er det ikke dét, der skal kendetegne en storklub som Manchester United. Dermed ikke sagt, at den offensive tilgang skal være på bekostning af historisk mange indkasserede skud som sidste sæson.

Han skal finde en gylden middelvej i selskab med forrige sæsons stjernefrø, de profilerede stjerner og indkøbene fra INEOS’ første transfervindue. For at bestå, skal Ten Hag og co. kvalificere sig til Champions League, og vi skal se et DNA tegne sig i spillestilen. Så kan der bygges på og slibes til, som projektet fremskrider.

Ásbjørn Nielsson Nattestad

Jeg er normalt en jubeloptimist, og det er jeg bestemt også i denne sæson. Selvom resultaterne ikke har været specielt gode i pre season, så har spillet været godt i flere kampe, når vi har stillet med stærkeste mulige opstilling. Og det er endda uden vigtige spillere som Mainoo, Bruno og Martinez.

Jeg tror også, der kommer mindst to og måske helt op til fem flere spillere ind, som også kommer til at gøre en stor forskel. Tror ikke vi vinder mesterskabet, men jeg tror faktisk, at vi kommer til at være med i kampen langt hen ad vejen. Måske ikke helt frem til sidste spilledag, men tror vi har en mulighed for mesterskabet helt indtil marts eller april.

Derudover tror jeg på to pokaler. Men jeg er også altid bange for, at det værste vil ske. Og det er jeg også til denne sæson, hvor der absolut ikke er nogen garanti for, at mine forhåbninger bliver indfriet. Mine bange anelser fortæller mig, at skadeshelvedet fortsætter samt, at Zirkzee og de andre spillere, United får hentet, inden transfervinduet lukker, flopper, og United ender som en midterklub uden at være tæt på en pokal, og Erik ten Hag bliver fyret inden jul.

Men alt i alt tror jeg på en 2. plads i PL, og vinder af FA Cup og Europa League og taber semifinalen i League Cup.

Forrige artikel

Afstemning: Hvordan ønsker du, at holdet ser ud til den kommende sæson?

Næste artikel

Kommentar: Tre grunde til hvorfor det bliver en god sæson

ANNONCE