Hvem er Victor Lindelöf?

Manchester United har købt Victor Lindelöf fra Benfica. Men hvem er denne unge svensker?

Den svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf fra Benfica blev Manchester Uniteds første indkøb i denne sæson.

Han blev rygtet kraftigt til klubben allerede i slutningen af 2016, og det lignede i lang tid, at han skulle skifte til den engelske klub i januars transfervindue. Phil Jones og Marcos Rojo fik dog opbygget et godt samarbejde, og han endte med ikke at skifte til klubben.

Nu, ca. et halvt år senere, er han dog blevet præsenteret som United-spiller. Men hvem er denne unge svensker?

Hvem er Victor Lindelöf?

Victor Jörgen Nilsson Lindelöf blev født 17. juli 1994 i Västerås, en lille by små 100 km vest for Stockholm.

Lindelöf begyndte sin profesionelle karriere helt tilbage i 2010 i den lokale klub Västerås i Sveriges tredje bedste række.

I december 2012 købte Benfica ham ind for at være en del af deres B-hold. I 2012/13 sæsonen blev han U19-mester med det portugisiske storhold.

Han fik allerede sin førsteholdsdebut for Benfica i oktober 2013, men det var først i starten af 2016, at han blev en fast del af holdet.

Hvad er Lindelöfs spillestil?

Lindelöf er en boldspillende central forsvarsspiller. Han kan lide at lave lange afleveringer og tager ofte løb op i banen med bolden i fødderne. Han er heller ikke bleg for at gå ind i tacklingerne. Med en højde på 187 cm er han også fin i hovedstødsduellerne og kan være en god hjælp på dødbolde.

Han har også en udmærket fart. Dette kombineret med hans evner med bolden gør ham til en habil højreback – en position han har spillet for Sverige. Selvom han kommer meget frem i banen, så er hans offensive tal dog ikke imponerende.

Den tidligere svenske Manchester United-spiller Bojan Djordjic har typemæssigt sammenlignet Lindelöf med Rio Ferdinand.

Hvad er hans styrker?

Kigger man på statistikkerne er der en ting, der skiller sig særligt ud – hans afleveringsprocent. Her er han blandt Europas bedste med imponerende 90%. Han kan lide at have bolden i fødderne og tøver ikke med at bevæge sig langt frem på banen.

Han bliver kaldt for “Iceman” på grund af hans evne til at bevare roen i pressede situationer. Han vinder omkring 50% af alle sine dueller. Når det kommer til luftduellerne vinder han omkring 60%.

Han har farten til at indhente spillere og sætte en tackling ind, hvis det er nødvendigt.

Han er en alsidig spiller, der både kan spille i det centrale forsvar, på højrebacken og har endda også spillet på den defensive midtbane. Efter eget udsagn føler han sig dog mest komfortabel i det centrale forsvar.

Selvom han sagtens kan sætte sig fysisk igennem, så er han ikke en spiller, der får tildelt mange kort. I denne sæson har han kun fået tildelt ét gult kort og ikke et eneste rødt.

Hvad er hans svagheder?

I og med, at han er en ung forsvarsspiller, så træffer han ikke altid de rigtige beslutninger. Han vil gerne spille bolden ud af forsvaret og laver derfor indimellem dumme boldtab. Det er dog noget han er opmærksom på og arbejder med til træning.

En anden ulempe ved, at han stadig er så ung er, at hans positionering ikke altid er den bedste. Det plejer dog at komme med alderen, men når modstanderen har kontraangreb, så kan han virke usikker på, hvor han placerer sig bedst.

En sidste ting er, at man med en spiller der er hurtig, udmærket i luften og god på bolden godt kunne tænke sig flere mål og assists. Han har endnu ikke assisteret et mål for Benfica og har kun scoret to mål i sine 73 kampe for klubben.

Han er dog uden tvivl en spændende ung forsvarsspiller, der i fremtiden kan danne et stærkt midterforsvar med Eric Bailly.

Første gang vi kan se Victor Lindelöf i aktion bliver mod LA Galaxy søndag den 16. juli kl 04.00 dansk tid.

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Køb Manchester Uniteds trøje hos Unisport.dk her (så støtter du OldTrafford.dk). 

Total
0
Shares
Forrige artikel

Sky: Ronaldo ønsker United-retur

Næste artikel

Perez: Der er ikke budt på Morata

Relaterede artikler
Total
0
Share