Indskifterne sikrede sejren

United er tilbage på vindersporet, efter det i dag blev til sejr på 0-2 ude mod Queens Park Rangers takket være mål af Fellaini og Wilson.

United gæstede her til eftermiddag Loftus Road, hvor Harry Redknapp og hans QPR-mandskab tog i mod de røde djævle. United har haft det svært på udebane i denne sæson, mens QPR omvendt har været stærkest på hjemmebane.

Louis van Gaal havde til dagens opgør valgt at tage Radamel Falcao tilbage i truppen, og den lejede colombianer startede på toppen sammen med Angel Di Maria. Falcao havde en stribe rigtig store chancer, men formåede ikke at få bolden i nettet.

Banen på Loftus Road var langt fra egnet til pasningsspil, noget United lige skulle tilpasse sig til. Hjemmeholdet havde uden tvivl lagt taktikken efter at have Southamptons sejr på Old Trafford sidste uge, og gav masser af plads til Jones og Blind i forsvaret.

De første 45 minutter sad United på, men QPR var bestemt ikke helt ufarlige. Store stærke Bobby Zamora gav lidt problemer på standardsituationer, mens den målfarlige Charlie Austin havde flere glimrende forsøg.

Wayne Rooney lå atter tilbage på banen, og kæmpede flere gange med hjemmeholdets Joey Barton. Netop denne duel burde have kastet et straffespark af sig til United, da Barton klart fældede Rooney inde i feltet uden bolden i nærheden. Dommerens fløjte forblev dog tavs, til stor undren for Rooney.

United største mulighed før pausen fik Falcao, men han formåede ikke at omsætte den fine pasning fra Juan Mata. Selvsamme Mata gik ud i pausen, og blev erstattet af Marouane Fellaini. Umiddelbart en fornuftig beslutning af van Gaal, dels da Mata var for langsom i spillet, dels for at få mere power og styrke oppe foran.

Skiftet gav pote efter en lille times spil, hvor den lange belgier sendte bolden ind bag Robert Green i målet. Opspillet stod Rooney og Valencia for, og Fellaini sendte den fint op i nettaget. Målet gav ro på for United, der kort inden havde satset og taget Jonny Evans ud til fordel for James Wilson.

Der blev mere og mere plads, specielt lynhurtige Wilson fik plads og den unge angriber havde et fint indhop i dag i London. Han havde et par fine afleveringer til Falcao, der dog på det skammeligste missede begge gange.

Queens Park Rangers kæmper for livet i bunden af ligaen, og med deres ringe form på udebane in mente, havde de uden tvivl satset på point i dag. De har tidligere leveret fine præstationer hjemme på Loftus Road mod flere af de store hold. I dag blev det primært til en fysisk omgang, og der var konstant masser af nærkampe og dueller over hele banen.

United holdt stand de sidste minutter, og kom tilbage på vindersporet efter sidste uges skuffelse mod Southampton. 0-2 blev det et par minutter inde i overtiden, da James Wilson fik anvendt sin hurtighed og kom til afslutning. Først fik Green i buret reddet, men Wilson var først på returen, som han sendte i nettet med det ellers svagere højreben.

Vigtig sejr til van Gaals tropper, der dog på ingen måde for alvor imponerede i dag. Men tre point luner, og United holder sig fortsat fint til i kampen om en billet til næste års Champions League.

Næste uge venter Cambridge på udebane i FA Cuppens 4.runde, en kamp der spilles fredag aften. Næste kamp i ligaen er om to uger, når Leicester gæster Old Trafford.

Forrige artikel

Startopstillingen imod QPR

Næste artikel

Van Gaal forklarer skifte i formationen

ANNONCE