Dimitar Berbatov har gennem årene delt vandene mellem Manchester Uniteds fans og ovenpå dagens udtalelser fra Sir Alex Ferguson, så ser det ud til, at de vande fortsat kan deles.
Den bulgarske angriber var udset til at blive solgt denne sommer efter en sæson, hvor han i den grad blev nedprioriteret i forhold til Danny Welbeck, Wayne Rooney, Javier Hernandez og i et par tilfælde Michael Owen.
Men Sir Alex Ferguson fortæller i dag, at et salg ikke i øjeblikket er på tale, og at han har udset Berbatov som en deltager på sommerens pre-season tour, som blandt andet går til Sydafrika og Kina.
– Intet er sket med Dimitar, og han vil være med på touren til Sydafrika og Kina. Han er en fantastisk fodboldsspiller, lyder det fra Ferguson i et interview med MUTV.
– Det var ikke nogen stor sæson for ham sidste år, hvilket til dels skyldtes, at jeg spillede mere med Wayne Rooney, Danny Welbeck og Chicharito, forklarer Ferguson, som ikke mener, han behandlede Berbatov dårligt.
– Jeg mener ikke jeg behandlede ham dårligt, men han kan have følt sig skuffet over, at han ikke fik mere spilletid. Han er et fantastisk talent, siger Ferguson.
Dimitar Berbatovs oprindelige kontrakt med klubben udløb denne sommer, men Manchester United gjorde brug af en klausul i kontrakten, der gav den mulighed for at forlænge med et år.