Når kameraerne filmer op på en nedslået Sir Alex Ferguson, mens Manchester United er bagud, tager man næsten sig selv i at få et snert af dårlig samvittighed.
Tænk sig, at alt det, som manden har bygget op, bare er gået fuldstændig i stykker sidenhen.
Bedre er det dog blevet den sidste måneds tid. Manchester United har vundet tre og spillet to uafgjorte i de seneste fem kampe, og spillet har været opløftende.
Derfor ville Sir Alex gerne tale om Manchester United, da Raceday TV fangede ham til et arrangement i Bahrain.
– At vinde flere i træk er noget, klubber som United altid burde forvente. Men at gå igennem en periode, hvor man har skullet vente og være tålmodig, må jeg sige, at jeg nyder at se dem nu, siger Sir Alex Ferguson.
Nyder de nye drenge
Det er svært at være uenig.
Skotten hæfter sig særligt ved noget af det nye og friske blod, der er kommet ind fra sommerpausen.
– Manageren viser gode tegn. Det samme gør målmanden, han har været enestående. Han har kun spillet tre-fire kampe, og han ser rigtig godt ud, siger Sir Alex Ferguson og fortsætter:
– Og the boy Mbeumo og Cunha – spillerne fra Wolves og Brentford – har også bragt noget godt ind. Jeg håber, at manageren får en smule succes. For hos United er du nødt til at have succes, og der er tegn på, at det bliver bedre.
Det er i denne måned 39 år, siden Sir Alex Ferguson blev United-træner. For 12 år siden stoppede han. Og klubben har ikke været den samme siden.




