18-årige Jesse Lingard har haft en fantastisk pre-season. Her brød han igennem som en af topscorerne på reserveholdet efter hele sidste sæson at have været fast inventar på det succesfulde U18-hold der vandt FA Youth Cup for 11. gang i maj måned i år.
”Det har været fantastisk. Jeg nyder at spille fodbold. Jeg har spillet meget på det sidste og har scoret en del mål. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre start,” siger Lingard til MUTV.
At gå fra at spille på U18-holdet til at skulle tørne ud for reserveholdet, har da også betydet nye udfordringer for den lille midtbanespiller med de offensive kvaliteter.
”Det er meget mere fysisk, da jeg spiller mod voksne mænd nu. Spillet går også meget hurtigere på det her plan, og det er alt sammen noget, jeg skal tilpasse mig.”
Skridtet op ad karrierestigen har også betydet, at Lingard har fået ny træner. Det er noget, som Lingard er glad for. Han indrømmer dog, at træningen er hård.
”Træneren (Warren Joyce, red.) laver meget sjov, men det meste af tiden er han seriøs og det motiverer dig på banen. Han er en god træner. Hans træningspas er virkelig hårde. Ens puls kommer helt op i det røde felt, men en gang imellem får vi da pauser,” slutter Lingard.
Desværre må Lingard indstille sig på at skulle se fodbold fra sidelinjen, efter han blev skadet i Manchester Senior Cup-kampen mod Bury sidste torsdag. Det er forventet, at Lindgard er tilbage på banen om 4 uger.