Jones: Jeg er ligeglad hvor jeg spiller

Uanset hvor han bliver sat til at spille på banen, så vil Phil Jones give den gas og levere varen for Moyes.

Højreback, midterforsvar og centralmidtbane. Det var de pladser Phil Jones nåede at spille sidste sæson. Og uanset hvor Sir Alex satte ham til at spille, så leverede den unge englænder glimrende præstationer.

Det betyder også, at han endnu ikke har fundet ud af hvor hans position på lang sigt ligger. Den snak har han ikke fået taget med Moyes endnu, men så længe han er med på holdet, så er Jones glad.

– Vi har ikke snakket om det endnu, men efterhånden som vi er afsted på tur, så tror jeg vi tager en snak om fremtiden. Det er som jeg sagde i sidste sæson, uanset hvor jeg spiller, så elsker jeg bare at få lov at spille. Selv om det er på forskellige positioner, så er det helt fint med mig. Jeg vil bare spille, og forhåbentlig kan jeg få så mange kampe, siger Jones til manutd.com.

Jones modtog sidste sæson store roser fra flere tidligere United-legender, og Sir Alex Ferguson sagde også ved flere lejligheder, at han ser Jones som en fremtidens mand, og en kommende anfører for United. Ord der varmer for Jones.

– Det er selvfølgelig rart at høre sådanne kommentarer, men man skal stadig bevise sit værd uge efter uge i kampene. Det er mit mål i den kommende sæson, siger Phil Jones.

Forrige artikel

Vucinic til United?

Næste artikel

Fletcher håber på snarligt comeback

ANNONCE