Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du den 15. låge i julekalenderen.
Året var 1985. Jonas Schwartz var nogle år forinden begyndt at følge Manchester United. Hans stedfar rejste ofte over for at se klubben live, hvor han tog VHS-bånd med klubbens mål med hjem fra England. Det skabte en relation mellem Jonas og klubben. Sammen med Jesper Olsens ankomst i 1984 var grundstenene lagt til en livslang relation med klubben.
Jesper Olsen var hans helt store helt. Et ikonisk mål mod England i 1982 var et af hans første minder med fodbolden. Overbid, kropsbygning og langt hår gjorde, at Jonas kunne spejle sig i ham.
United skulle, den 18. maj, spille mod Everton i FA Cup-finalen. Everton blev engelske mestre det år, og var dermed favoritter til kampen. Klubben kunne faktisk sikre sig the treble efter en sejr over Rapid Wien tre dage forinden.
Det var før Sir Alex Ferguson-æraen, så United-holdet var i en tilstand, der mindede mere om den nuværende situation, end klubbens storhedstid. Ron Atkinson stod i spidsen for holdet, der skulle forsøge at hive et tiltrængt trofæ hjem til United.
Jonas havde – efter en mislykket klatretur – brækket begge arme. Derfor mindes kommentatoren dagen, hvor han blev plejet af sin mor og stedfar derhjemme, imens kampen stod på.
Kampen var en tæt affære, men så ud til at gå Evertons vej, da Kevin Moran blev vist ud med blot 15 minutter igen af den ordinære spilletid.
Opgøret forblev målløst ved slutfløjt, der sendte kampen i forlænget spilletid.
Fem minutter efter pausen i forlænget tid, scorede Norman Whiteside det afgørende mål. En skruet afslutning med venstrebenet over i det lange hjørne. United var dermed foran med en mand i undertal og blot ti minutter igen.
De formåede at køre sejren hjem, og dermed sikre sig FA Cup-titlen, samtidig med at de spolerede Evertons trebledrømme. En drøm der senere blev til virkelighed for United i 1999.
Se den afgørende scoring her:
OTD In 1985, @NormanWhiteside scored an amazing goal in extra-time to win the FA Cup for Manchester United #MUFC
MANCHESTER UNITED 1
Norman Whiteside 110′
EVERTON 0Wembley Stadium 99,445 pic.twitter.com/tCL2ke7veL
— One Norman Whiteside (@WhitesideOne) May 18, 2024
Denne kamp cementerede Jonas Schwartz’ position som loyal United-fan, som han stadig er den dag i dag igennem tykt og tyndt.




