Manchester United-fans bør forvente meget mere af Shinji Kagawa, der selv mener, at han underpræsterede i store dele af sidste sæson.
Således indrømmer den 24-årige japaner, at han betragter sin første sæson på Old Trafford som utilfredsstillende.
– Det var en hård tid for mig, og der fløj mange tanker gennem mit hoved. Jeg er slet ikke tilfreds med min egen præstation på holdet, siger Kagawa ifølge ManUtd.com.
– Jeg scorede ikke så meget, og så var der min skade. På trods af det, var det stort, at vi vandt ligaen – jeg føler bare ikke, at jeg opnåede det, jeg ville. For mig personligt var det ikke en god sæson, fortsætter den tidligere Dortmund-spiller.
Kagawa slår i samme interview fast, at han vil arbejde benhårdt på at forbedre sig i næste sæson.