Karakterbogen: De to backs scorer højest

Manchester Uniteds backs var de mest fremtrædende spillere i søndagens søvndysser mod Leeds.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Dean Henderson – 6

Stille dag på kontoret. Selvom Leeds ikke kommer frem til det store, skal Henderson have plusser i bogen for at agere roligt i de situationer, hvor det spidsede til.

Aaron Wan-Bissaka – 7 (Man of the Match)

Flot kamp af englænderen, som både viste gode takter offensivt såvel som defensivt. Det kan han godt være tilfreds med.

Victor Lindelöf – 6

Rammer Rashford på nogle præcise, lange afleveringer. Holder derudover Leeds-angriberne fra de store chancer.

Harry Maguire – 6

Solid. Hverken mere eller mindre. Ros til ‘Slaphead’ for at holde et højt bundniveau over en meget lang periode.

Luke Shaw – 7

Havde han hånd på bolden i feltet i første halvleg? Billederne kom venstrebacken til gode. Derudover var der tale om en stille dag på kontoret, men Shaw gjorde sig mere positivt end negativt bemærket. Solid indsats.

Scott McTominay – 5

Kunne ikke leve op til sin flotte kamp sidst mod Leeds. Spiller en udemærket kamp, men vi forventer mere af en United-midtbanespiller.

Fred – 5

Anonym dag på kontoret. United manglede kreativitet på midtbanen i dag, som skulle være med til at lirke et, noget utraditionelt, velorganisaret Leeds-forsvar op.

Mason Greenwood – 5

Kunne desværre ikke bygge videre på den positive stime, han er inde i. Fandt indimellem ind i nogle gode positioner, men fik ikke forløst mulighederne.

Bruno Fernandes – 5

Skal man være nervøs for Fernandes’ formperiode? Har ikke scoret i fem Premier League-kampe. Han skal dog ikke have kritik for ikke at forsøge.

Daniel James – 4

Nej, vel? Det blev aldrig waliserens eftermiddag. Anonym indsats og sløset i beslutningerne, når det for alvor gjaldt.

Marcus Rashford – 6

Havde angiveligt ikke trænet hele ugen, og det var også til at se, at offensivspilleren ikke er helt fit for fight. Har dog et fremragende frisparksforsøg i første halvleg, hvor han også finder ind i nogle gode positioner. Det mestrer han dog slet ikke i anden halvleg.

Paul Pogba, Edinson Cavani og Donny van de Beek er alle uden for bedømmelse

Manageren:

5 – Ole Gunnar Solskjær får ikke en høj karakter i dag. Vores kære nordmand skifter for sent ud, og han bør reagere tidligere på, at det ikke fungerer offensivt for United. Der er dog også noget logisk tankegang bag det, idet han med al sandsynlighed ønsker at holde Paul Pogba og Edinson Cavani friske forud for en vigtig uge, hvor både Roma og Liverpool venter. Derudover fortsætter det solide defensive fundament på holdet.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Solskjær: Skuffede over ikke at vinde

Næste artikel

Officielt: Bailly forlænger til 2024

ANNONCE