Manchester United fik mandag aften revanche, da holdet vandt 1-0 i sit første besøg på Evertons nye hjemmebane Hill Dickinsons Stadium.
Og selv om Benjamin Sesko tog spotlightet til sidst, så leverede en anden United-spiller en helt vild præstation.
På OldTrafford.dk giver vi karakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
Man skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Senne Lammens – 9 (Kampens spiller)
Belgieren fik i dag sendt en tydelig besked til alle omkring Premier League: Han er pisseligeglad, om dommeren ikke giver ham et frispark, for det nytter alligevel ingenting, hvis modstanderne presser ham på hjørnespark. Er. Du. Gal. En monsterpræstation af manden mellem stængerne. Ikke nok med at han fik afværget alle indlæg og hjørnespark, så diskede han også op med gode redninger. Målmænd kan ofte gå lidt under radaren, hvis ikke de laver mindst ti Hollywood-redninger i en kamp, og derfor bliver der kvitteret med en rigtig, rigtig flot karakter i dag.
Diogo Dalot – 4
Vel nok vores dårligste mand i forsvaret i dag, og man fristes til at sige igen. Som sædvanligt tror han, at han kan det hele, og det ender ofte ud i fejl. Der er for mange boldtab og fejllykket afleveringer. Blev måske halv snydt for en assist i dag, da Sesko til sidst fumler med en bold i feltet. Men langt fra en stor præstation af Dalot.
Leny Yoro – 6
Yoro lignede indledningsvist, at han ikke havde spillet fodbold i et halvt år. Så nervøs ud på bolden og var generelt ikke helt oppe i det rigtige gear, når afleveringerne kom. Den unge franskmand spillede sig dog ind i kampen, og han får en fin karakter, fordi man holder Everton fra mål og de store chancer.
Harry Maguire – 8
Det er svært ikke at være glad for Harry Maguire. Midtstopperen fortsætter med at være lige så solid, som han er loyal mod Manchester United. Tager virkelig slåskampene i dag mod et stærkt Everton-hold. Dertil tager han også initiativ, når energiniveauet falder. Det er ikke overraskende, at han engang var kaptajn. Flot, Harry.
Luke Shaw – 6
Shaw spiller en fin kamp og får lukket ned for den skarpe Ndiaye i det meste af kampen. Kæmper lidt med det offensive, men givetvis også fordi, at den tidligere akademi-dreng James Garner spiller en god kamp på Evertons højre back.
Casemiro – 5
Det blev ikke endnu en brandkamp af Casemiro. Brasilianeren, der ellers har haft gang i flot farvelturné, lignede især i første halvleg en mand, der var lidt ude af sync. Mange fejlafleveringer bød det især på, men også bare langsomt spil. Det var egentlig et symptom på hele Manchester Uniteds midtbane, der ikke spillede op til niveau.
Kobbie Mainoo – 5
Mainoo falder også lidt i samme kategori som Casemiro og leverer ikke en energisk nok præstation. Midtbanen står for meget stille, og det virker til tider som om, at Casemiro og Mainoo ikke kan afstemme, hvem der skal tage dybdeløbene, og hvem der skal blive længere tilbage i banen. Det koster mod et lavtstående Everton-hold. Har et fremragende indlæg i første halvleg, som godt kunne have ført til mål.
Amad Diallo – 3 (Ud 57′)
Den unge kantspiller ligner for alvor, at han har brug for at blive henvist til bænken en kamp eller to. Det har ikke fungeret i flere kampe nu, og det er fundamentale fejl, som der bliver lavet i det offensive af Amad. Han koster simpelthen for meget tempo – især når han ikke udfordrer selv. Vi håber, at den ellers enormt sympatiske Amad kan komme op på hesten igen, men det tyder på, at det kræver en pause.
Bruno Fernandes – 4
Bruno bliver en del af det langsomme symptom på midtbanen i dag – og vel nok det tydeligste. Det skyldes givetvis, at vores anfører plejer at trylle og iscenesætte sig selv og holdkammerater, og det lykkedes simpelthen bare ikke i dag. Jeg vil gå så langt at kalde det for en særdeles dårlig kamp efter Bruno-standarder. Men vi hiver stadig en mere retfærdig målestok frem i dag, og derfor sniger han sig op på et firetal, da han som altid er ivrig og kæmper hårdt.
Matheus Cunha – 6 (Ud 90+5′)
En anden, der også må siges at kæmpe hårdt, det er Matheus Cunha. Der kan i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at den iltre angriber er fra Sydamerika. Sikke et temperament og en arbejdsindsats! Laver en helt igennem genial lang aflevering i opspillet til Seskos mål. Havde det generelt svært mod en godt spillende Garner, men fik til sidst cementeret, hvem der bestemte.
Bryan Mbeumo – 5 (Ud 72′)
Han har været vores ‘big game player’ i den her sæson, og i dag forsvinder han mod et hold, der står lavt. Mbeumo lider under, at angrebet generelt har svært ved at få det til at fungerer. Dog bidrager han ikke med det store selv. Har en stor chance ved bageste stolpe, som han skyder snært over mål. Ellers så han tydelig frustreret ud i flere kampe mod Evertons forsvar – og i en enkelt omgang mundhuggeri med Cunha. Bliver skiftet ud, efter at han tager sig til baglåret, og det håber vi selvsagt ikke er grundet en slem skade.
Bænken:
Benjamin Sesko – 7 (Ind 57′)
Ja tak, Sesko! 2026’s mand i skysovs, når man omtaler Manchester United. Seks mål har han nu scoret i dette kalenderår, og i dag laver han et glimrende indhop. Er stensikker ved målet og har også flere gode aktioner i eget felt. Faktisk er det også ham, der starter hele kontraen op til hans eget mål – netop i eget felt. Kunne på en god dag havde scoret to med et lidt bedre firsttouch i slutningen af kampen.
Michael Carrick – 7
Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvor meget af æren for sejren egentlig ligger hos Carrick. Store dele af første halvleg, så man de samme tegn, som mod West ham, men defensiven var godt sat op gennem hele opgøret. Jeg savner dog lidt mere energi og dynamik på vores midtbane, der ser meget stillestående ud til tider. Noget, som United-holdet ellers har haft i de første kampe med Carrick. Han skifter dog tidligt Sesko ind, og den ære tilfalder ham. En sejr ude i en grim kamp smager altid godt, og derfor ender Carrick også med en fin karakter.




