Karakterbogen: Kaptajnen var igen bedst

Bruno er ustoppelig, men mange af hans medspillere gjorde også fin figur søndag aften på King Power Stadium.

(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

André Onana – 6

Leverer, hvad han skal. Leicester er rystende ringe offensivt, men med en god redning til sidst, tilegner Onana sig en over-middel præstation. Cadeau for at dukke op til kampen, selvom der var tvivl i løbet af dagen.

Matthijs de Ligt – 7

Er en kriger med stort K. Jeg er vild med hans indstilling, og jeg synes, en type som ham flugter med, hvad United står for. Fremragende tackling i anden halvleg, der redder hans svenske holdkammerat for mere negativ omtale.

Victor Lindelöf – 5

Kunne sagtens have fået en lavere bedømmelse, men formår trods alt at holde buret rent. Jeg synes også, han er prisgivet grundet den minimale spilletid denne sæson. Jeg synes samtidig ikke, der er grund til at give ham chancen fremover. For langsom og klodset.

Ayden Heaven (skade 51′) – 7

Puha… Decideret forfærdeligt at se ham udgå med, hvad der ligner, en alvorlig ankelskade. I første halvleg er han bundsolid, som vanligt. Håber virkelig ikke, at skaden er så slem, som det så ud. Get well soon, Ayden.

Noussair Mazraoui – 6

Kan man altid regne med. Han er ikke en lysende stjerne hver kamp, heller ikke i denne, men bundniveauet er virkelig højt. United har brug for den slags spillere. Desuden trækker det op, at Mazraoui kan indtage flere positioner og dække ind for skadede holdkammerater!

Bruno Fernandes – 8 (kampens spiller)

Er hjertet på Uniteds hold. To fortrinlige oplæg, utrættelig på midtbanen, og så krydrer han lige kampen med det mål dér. Det er svært, at holde armene nede, når vi taler om kaptajnen for tiden.

Manuel Ugarte (ud 69′) – 6

Spiller altid med sult og ild i øjnene. I dag var ingen undtagelse. Jeg savner dog en smule mere omtanke med bolden – en lille henvisning til et par halvhjertede afslutninger i første halvleg.

Diogo Dalot – 5

Har ikke været prangende på højresiden, og var det bestemt ikke på venstresiden i dag. Synes han er malplaceret flere gange. Det er som om, at han er svær at spille sammen med for holdkammeraterne. Dog bliver han rykket over i sin vante side til sidst, hvorfra han kvitterer med et hæderligt oplæg til kaptajnen.

Alejandro Garnacho (ud 69′) – 7

Klæder i den grad højreflanken! Ikke nogen ekstraordinær kamp, men han er virkelig en trussel på sin “nye” position og får også indløst en scoring i dagens opgør. Det kunne sagtens have været to, havde det ikke været for en snæver offside. Er vild med argentineren for tiden.

Christian Eriksen (ud 69′) – 4

Skuffer mig i dag. Man skulle tro, at danskeren kunne brillere mod en modstander af Leicesters kvalitet. Det var ikke tilfældet. Det var nærmest kun en inderside på stolpen, han gjorde sig postivt bemærket med. Ellers var der alt for mange fejlafleveringer og alt for lidt af dét, Eriksen skal levere i sådan en kamp.

Rasmus Højlund – 7

ENDELIG. Måltørken er forbi, og det skete med en rigtig angriberscoring – kæmpe fornøjelse. Overordnet bygger han på oven på sin fornemme præstation i midtugen. Det er som om, at medspillerne er begyndt at tage Højlund mere seriøst. Det kunne meget vel have blevet til en assist også, hvis ikke det var for førnævnte offside. Jeg håber, de gode takter fortsætter.

Indskiftere

Toby Collyer (Ind 51′) – 5

Bliver smidt en på backen og ser en smule uskarp ud. Synes, han kommer fint efter det, da han bliver rykket ind på sin vante position.

Casemiro (Ind 69′) – 6

Gør det egentlig upåklageligt, og det er som om, at brasilianeren har genfundet spilglæden lidt.

Harry Amass (ind 69′) – 6 (Debut)

Fedt med endnu en debut denne sæson! Det er klart, at man lige skal vende sig til tempoet, men bortset fra det, synes jeg englænderen har en spændende profil.

Joshua Zirkzee (ind 69′) – 6

Bidrager endnu en gang med offensivt flow, men dagens modstandere fik sat hårdt ind, inden det blev rigtig farligt for hollænderen.

Chido Obi (ind 90′) – UB

Manager

Ruben Amorim – 7

Tjoe – ganske hæderligt trænerarbejde. Det var en sejr, der var forventet, og det var det, der blev leveret. Synes, holdet er sat fint op defensivt, og så er jeg begejstret over ind- og udskiftningsarbejdet i dag.

Forrige artikel

Resumé: Fornem pligtsejr på King Power

Næste artikel

Endelig seniordebut til fødselsdagsbarnet Harry Amass

ANNONCE