Foto: Clive Mason, Getty Images
På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Rasmus Højlund, Danmark
Det har ikke været angriberens EM. I gruppespillet var han meget alene, men han var nu heller ikke dygtig nok til at holde fast i bolden og give sine medspillere tid til at komme med frem.
I 1/8-finalen blev det heller ikke rigtig godt, men der var dog sekvenser, hvor han lykkedes bedre med at holde fast i bolden. Og så fik han to gode muligheder, først med en frispilning, hvor han lige akkurat nåede frem og forsøgte et lob over Manuel Neuer. Og siden med en afslutning lige på førnævnte fra kanten af feltet. Ganske kort før Tysklands mål til 2-0.
Han blev udskiftet efter 81 minutter og har siden udtalt en skyldfølelse over, at han ikke lykkedes at score på en af sine chancer.
Det vil ikke være forkert at sige, at han spillede sin bedste EM-kamp i nederlaget til Tyskland. Men det siger desværre også en del om det EM, han har spillet.
Vurdering: 5
Christian Eriksen, Danmark
Mens Højlund nok spillede sin bedste kamp ved slutrunden, var det modsatte tilfældet for Christian Eriksen. Han spillede med et udgangspunkt på venstrekanten, og han fik derfor mindre tid på bolden, end han har haft i gruppespillet.
Retfærdigvis havde han nogle sekvenser, hvor det lykkedes med en aflevering, der satte det tyske forsvar på hælene. Men ofte endte hans boldberøringer med boldtab, og han fik ikke sat det samme aftryk, som han gjorde i gruppespillet med et mål og to kåringer som kampens spiller.
Eriksen fik også en gylden mulighed på et frispark fra kanten af feltet. Men her sendte han bolden direkte ind i den tyske mur, og det var kendetegnende for en ganske middelmådig indsats.
Vurdering: 5
Luke Shaw, England
Som den eneste venstre back i den engelske trup, sad han igen ude mod Slovakiet. Og efter Kieran Trippiers udskiftning 66. minut, endte man i stedet med at spille med Bukayo Saka og Ezri Konsa som venstre back i resten af kampen.
Det tyder altså på, at Gareth Southgate har overvurderet, hvor klar Luke Shaw har været til at spille ved slutrunden.
Vurdering: kom ikke i spil
Kobbie Mainoo, England
Uniteds stjernefrø blev valgt til startopstillingen efter en stærk anden halvleg mod Slovenien. Og han fortsatte de fornemme takter, blandt andet med en afleveringspræcision på 95%.
Flere medier, blandt andre The Guardian og Independent, har også givet Mainoo den næsthøjeste karakter af alle de engelske spillere. Kun Jude Bellingham scorede højere.
Jeg kan dog ikke sige, at jeg deler mediernes vurdering af Real Madrid-spilleren, som bortset fra et flot mål syntes at være den dårligst spillende af de tre centrale midtbanespillere; Mainoo, Rice og Bellingham.
Her sås Mainoo at være den mest bevægelige og initiativrige af de tre, og han lykkedes også med nogle fine ting, blandt andet et godt indlæg og en dribletur, der gav et frispark på kanten af feltet.
Vi kan dog ikke se bort fra, at England generelt havde svært ved at få spillet til at køre, og at han kun var med i den del af kampen, der blev tabt. Og derfor går han lige akkurat glip af 7-tallet.
Vurdering: 6
Diogo Dalot, Portugal
Cristiano Ronaldo stjal overskrifterne med et brændt straffespark i den forlængede spilletid og store tårer som følge heraf.
Her var hans tidligere holdkammerat i United, Diogo Dalot, henne og trøste sin kaptajn. Men det var i sidste ende også det eneste, man så til United-spilleren i 1/8-finalen, der endte med en 3-0 sejr efter straffesparkskonkurrence, hvor målmand Diogo Costa reddede alle tre forsøg fra Slovenien.
Her skal det retfærdigvis også sige, at Ronaldo gjorde skaden god igen og scorede på sit forsøg.
Vurdering: kom ikke i spil
Bruno Fernandes, Portugal
United-anføreren startede som 10’er, men kom senere lidt længere tilbage på banen, da Vitinha blev skiftet ud.
Portugal havde 72% boldbesiddelse i kampen. Man havde dobbelt så mange afslutninger som Slovenien og tre gange så mange skud på mål. Kampen endte dog uden scoringer.
Som holdets playmaker skabte Bruno Fernandes flere chancer end nogen andre fra Portugal. Men han smed også flere bolde væk end nogen andre. Ifølge GOAL mistede han bolden hele 40 gange, mens Portugal forgæves forsøgte at score det ene mål, der krævedes for at vinde kampen.
Mediet har efter kampen vurderet ham som den tredje dårligste i Portugals startopstilling. Kun veteranerne Pepe og Cristiano Ronaldo fik en dårligere karakter. Hos os lander vi på en middelmådig score, da han trods alt tog ansvaret i straffesparkskonkurrencen og var én af holdets tre sikre skytter.
Vurdering: 5
Altay Bayindir, Tyrkiet
Som ventet kom Mert Günok igen til at figurere i Tyrkiets startopstilling, og dermed var der heller ikke spilletid til Altay Bayindir i denne omgang.
Der kommer en ny chance i kvartfinalen mod Holland, men mon ikke Günok vælges til igen. Særligt efter en vaskeægte fantomredning i 4 minutters overtid af 2-1 sejren over Østrig.
Vurdering: kom ikke i spil