(Photo by Sebastian Frej/MB Media/Getty Images)
På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
André Onana – 7
Har ikke en finger at sætte på hans præstation. Et clean sheet er ikke hverdag for en United-målmand, så det skal selvfølgelig hædres.
Harry Maguire – 7
En brav indsats af vores engelske forsvarsklippe. Amorims formation klæder ham virkelig, og han minder mere og mere om den gamle Maguire.
Matthijs de Ligt (Ud 58′) – 5
Han løser sine defensive opgaver, men er rystende usikker på bolden. Det vanskeliggør Uniteds opbygningsspil, som ofte mislykkes og løber ud i sandet.
Lisandro Martínez – 8
Havde det ikke været for hans mål, havde karakteren været middelmådig. Men igen, ligesom i torsdags, er han kampafgørende. Han træffer nogle fantastiske offensive valg på bolden og er, trods sin position, måske Uniteds farligste offensive våben i dag.
Noussair Mazraoui (Ud 81′) – 5
Han havde et noget andet udgangspunkt i dag, hvor han spillede mere centralt på banen. På kuglen er han ikke noget vidunder, men arbejdsindsatsen kan man igen i dag ikke tage fra ham.
Amad Diallo – 6
Præstationen i dag var langt fra hans bedste under Amorim. Få gange viser han i glimt, hvilken fantastisk offensiv spiller, han er. Desværre led han i dag under Uniteds usammenhængende spil og kom sjældent i nogle farlige situationer, og da han endelig gjorde det, traf han de forkerte afgørende beslutninger.
Bruno Fernandes – 6
Han havde i dag en mere tilbagetrukket rolle. Jeg mener personligt, at han er bedre længere fremme på banen, hvilket særligt skyldes hans manglende defensive kvaliteter. Det kom også til udtryk i dag. Til gengæld er han overlegen på bolden. Det viste sig på Uniteds eneste mål, hvor han er med til at sætte hele angrebet op.
Manuel Ugarte (Ud 76′) – 4
Ja, han kriger inde på midtbanen og vinder mange dueller. Men i dag kogte det over, synes jeg. Han laver ALT for mange frispark og ligger nærmest mere ned, end han står på benene. Derudover virker han, lidt ligesom de Ligt og danske Højlund, utilpas, når han har bolden. Det bliver han nødt til at lægge på i sit spil, hvis han skal blive en topspiller i United.
Diogo Dalot – 6
Defensivt er præstationen til UG. Men, når jeg bedømmer ham, er det også med tanke på, at han skal garantere noget kvalitet offensivt. Og det leverer han ikke nok af i dag.
Alejandro Garnacho (Ud 81′) – 5
Han har langt om længe spillet sig ind i varmen hos Amorim, og for mig at se virker han også mere oplagt i dag. Hans løbepensum er enormt og bringer derfor noget mere dynamik i offensiven. Dog mangler den sidste skarphed. Et eksempel er hans flotte soloaktion i anden halvleg, hvor han sætter sin direkte modstander, men laver et alt for svagt cutback til en medspiller, der bliver opsnappet af Fulham-defensiven.
Rasmus Højlund (Ud 58′) – 2
Mon Højlund havde taget støvlerne forkert på i dag? Eller var det en frø i skoen, der drillede? Ingen ved det, men for pokker, hvor hopper og danser bolden, når bolden er for hans fødder. Hans førsteberøringer er simpelthen for dårlige. Derfor blev han også fortjent skiftet ud efter 58. minutter.
Joshua Zirkzee (Ind 58′) – 5
Han gjorde ikke meget væsen af sig. Men igen, arbejdsbetingelserne er bare ikke nemme i United. Indsatsen var kedelig og middelmådig – det samme er hans karakter i dag.
Lenny Yoro (Ind 58′) – 6
Han sætter nogle vigtige tacklinger ind i kampens slutfase. Han er marginalt bedre med bolden end de Ligt. Men for mig at se skal han også forbedre sig i sit fremadrettede spil.
Tyrell Malacia (Ind 81′) – UB
Kobbie Mainoo (Ind 81′) – UB
Toby Collyer (Ind 86′) – UB
Rúben Amorim – 6
Aftenens kamp var langt hen ad vejen uinspirerende. United lignede en 14-plads i Premier League og skabte vel ikke nogen store chancer i kampen. Havde det ikke været for lidt argentinsk tryllekunst, var United endt med at have nul afslutninger på mål. Offensivt var præstationen mildest talt skuffende. Til gengæld skal vores portugisiske træner have ros for den defensive præstation. Der opstod ingen personlige fejl, og hjemmeholdet spillede sig reelt set heller ikke frem til store chancer. Hatten af for det, Amorim.