Karakterer: Enkelte lyspunkter på en dårlig aften

Luke Shaw var aftenens bedste United-spiller, men der var heller ikke konkurrence fra særlig mange af hans holdkammerater.

OldTrafford.dk bedømmer efter hver kamp spillerne på en skala fra 1 til 10. 

David De Gea – 5
Kunne ikke stille noget op ved Tottenhams tre scoringer. Havde en stor redning på Dele Alli midt i anden halvleg.

Antonio Valencia – 4
Spillede som resten af holdet en udmærket første halvleg, men han forsvandt ligesom mange af sine holdkammerater ud af kampen i løbet af de sidste 45 minutter.

Phil Jones – 3
En lille smule shaky i første halvleg og helt væk i det første kvarter af anden, inden han blev skiftet ud.

Chris Smalling – 3
Smalling havde en fremragende aktion på en stor Alli-chance i første halvleg. Faldt kraftigt i niveau i de sidste 45 minutter og blev sat fuldstændig af ved 3-0-scoringen.

Luke Shaw – 7 (Kampens spiller)
Spillede en decideret fremragende første halvleg med det ene offensive løb efter det andet. Forsvandt lidt ud af kampen i anden halvleg men uden større fejl.

Ander Herrera – 4
Fik et tidligt gult kort, hvilket måske kom til at koste i hans rolle som mandsopdækker af Lucas Moura. Han løste ellers opgaven fint i første halvleg, men kort inde i anden halvleg gik det galt, og så blev Herrera skiftet ud.

Nemanja Matic – 2
Havde et dumt boldtab i første halvleg, der gav en stor Tottenham-chance. Virkede generelt tung og langsom i både tanke og handling. 

Fred – 6
Var meget ivrig i det offensive spil i første halvleg, hvor han var med i langt de fleste aktioner fremadrettet. Kom hurtigt af med bolden på en god måde. Desværre forsvandt han også ud af kampen, da United kom bagud i anden halvleg.

Jesse Lingard – 3
Virkede angrebslysten og viste også prøver på gode ting tidligt i kampen. Lidt for ofte løb aktionerne dog ud i sandet, og hvor var han i anden halvleg?

Paul Pogba – 4
Virkede til tider ukoncentreret, men meget spil gik alligevel igennem ham. Han kom frem til et par gode afslutninger i første halvleg og i anden halvleg, før det gik galt. 

Romelu Lukaku – 3
Det positive er, at han kom frem til mange chancer. Det negative er, at han virker enormt uskarp, når han får chancerne. Han skulle have scoret mindst et enkelt mål i dag.

Alexis Sanchez – 3
Kom på banen, da Tottenham havde bragt sig foran for at give noget mere offensivt. Det lykkedes ikke, og han leverede en meget anonym indsats.

Victor Lindelöf – 2
Lavede en stor, stor fejl, der var lige ved at koste et mål, og han blev sat fuldstændig af Kane på hjørnespark kort efter. Bragte ikke meget sikkerhed til midterforsvaret.

Marouane Fellaini – 4
Bragte ikke synderlig meget, men han fylder som altid en del på midten, og var indimellem med til at fastholde bolden på Tottenhams banehalvdel.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

En halvleg i helvede mod Tottenham

Næste artikel

Eriksen: Vi var mere kyniske

ANNONCE