Radek Vitek har gang i en længe ventet gennembrudssæson i Bristol City.
Den tjekkiske keeper forlod Manchester United i sommer til fordel for Championship-klubben, hvortil han er kommet på en lejeaftale og her er han kommet rigtig godt fra start.
– Alt har bare fungeret perfekt siden dag et. Alle omkring klubben, byen og fansene har været virkelig venlige over for mig, siger Vitek til Sky Sports.
Oprindeligt var Vitek hevet ind som en midlertidig løsning, da førstekeeper Max O’Leary havde pådraget sig en ankelskade. Nu er O’Leary kampklar igen, men Vitek vogter stadig buret – simpelthen, fordi han har gjort det så godt.
Det er værd at huske på, at tjekken, som fyldte 22 for et par uger siden, stadig er ejet af Manchester United og efter planen skal vende retur til sommer.
– Jeg tager tingene skridt for skridt. Til sommer må vi se, hvad der er bedst for mig. Jeg er i dialog med min målmandstræner fra Manchester United, som har kommet herhen for at se mine kampe, og jeg har et godt forhold til dem, siger Vitek.
– Jeg ved, de holder øje med mig, og jeg sætter virkelig pris på, at jeg ikke bare er en, der er gået i glemmebogen. På den lange bane vil jeg elske at spille for Manchester United, men jeg er også realist og ved, at min vej kan lede et andet sted hen.
Bristol City ligger nummer otte i Championship. Radek Vitek har spillet samtlige 15 kampe og holdt buret rent i fem af dem.




