Fredag aften var flere United-spillere i aktion for deres respektive landshold.
Bedst gik det Luis Nani og Portugal, der på et sent hovedstødsmål af Cristiano Ronaldo nedlagde Sverige 1-0 på hjemmebane, i den første af to afgørende VM-playoff kampe.
I kampen, som i store dele af opgøret blev domineret af hjemmeholdet, spillede Nani en fin kamp, hvor han kom til mange indlæg og så skarp ud i både højre og venstre side.
Desværre var Nani nok den eneste, der kunne gå til omklædningsrummet med et smil i går. Således måtte Patrice Evra efter 90 minutters spil for Frankrig sande, at VM-billetten er langt væk, efter at have tabt 2-0 mod Ukraine i en kamp, hvor Laurent Koscielny så direkte rødt.
United havde også profiler i aktion i en række venskabskampe. Mest bemærkelsesværdigt tabte England hjemme på Wembley 2-0 til Chile, på to mål af den skarpe Barcelona-angriber Alexis Sanchez.
Kampen havde deltagelse af fire United-spillere. Phil Jones fik de første 57 minutter, hvorefter han blev erstattet af Chris Smalling, den førstnævnte med to halvstore chancer for at score i første halvleg.
Wayne Rooney, der i Gerrards fravær bar kaptajnbåndet for “de tre løver”, fik ikke meget at arbejde med. Ej heller Tom Cleverleys indskiftning med 20 minutter tilbage kunne ændre på udfaldet.
På tirsdag får de dog mulighed for at revanchere sig, når England igen på Wembley tager imod stjernespækkede Tyskland.
I New Jersey spillede Antonio Valencias Ecuador 0-0 mod Argentina i en halvkedelig kamp. Jonny Evans og Nordirland tabte deres venskabskamp mod Tyrkiet 1-0 på et mål af Erding mod slutningen af første halvleg.