Wayne Rooney vil også optræde i Manchester United-trøjen i næste sæson, selvom han angiveligt har bedt om at blive sat til salg.
Det tror Bobby Charlton, der er Uniteds suverænt mest scorende spiller gennem historien med 249 mål på CV’et.
– Wayne Rooney er Manchester United-spiller, og jeg tror, han vil fortsætte med at være Manchester United-spiller, siger Charlton til The Express.
– Vi er ikke så dumme, at vi tager nogle overilede beslutninger. Jeg bryder mig ikke om at miste gode spillere, og han er en virkelig, virkelig god spiller, fortsætter den 75-årige englænder, der overlevede München-ulykken i februar 1958.
David Moyes har gentagne gange slået fast, at Rooney ikke bliver solgt.
Chelsea fik tidligere på måneden afvist et bud på 20 mio. pund for angriberen.