Den 17-årige italiener spillede sig i sidste sæson ind i hjerterne hos United-fansene, da han dybt inde i overtiden sikrede ”De røde djævle” en 3-2-sejr over Aston Villa og ugen efter igen stod for det afgørende mål mod Sunderland.
Den tidligere Lazio-spiller er da også blevet lovet mere spilletid i den kommende sæson af Sir Alex Ferguson. Macheda selv er dog udmærket klar over, at han stadig har meget at lære, og det håber han, at Michael Owen kan hjælpe ham med:
”Det er meget vigtigt for mig at tage ved lære af Michael, for han er en af de bedste angribere i verden. Hvis jeg arbejder sammen med ham, kan jeg lære fra ham og blive bedre dag for dag,” lyder det fra stortalentet.
Frederico Macheda har indtil videre optrådt fem gange for Manchester Uniteds førstehold.