Robin van Persie har været enestående for United, siden skiftet fra Arsenal i sommers. Manchester Citys italienske manager Roberto Mancini ærger sig over, at det ikke var de blå fra Manchester, som fik glæde af den målfarlige hollænder.
– Vi var vældig tæt på at købe ham. Jeg kender grunden bag, at han ikke kom hertil, men vil ikke sige det, men det handlede ikke om penge. Om han fulgte sit hjerte, det ved jeg ikke, men nogle måneder før, var vi meget tæt på at sikre os ham, siger Mancini.
Van Persie har selv givet udtryk for, at han valgte at skifte til United, da han fulgte sit hjerte. Mancini havde gerne set Robin van Persie i City-trøjen og mener at hollænderen pt er forskellen mellem United og City.
– Vi ønskede at hente ham, da han er anderledes i forhold til vores andre angribere. Vi ville forstærke os, specielt med fokus på Champions League. Vi var tæt på, og jeg er sikker på, det havde været fremragende. Det skete dog ikke, og nu er det ikke noget at gøre, siger Mancini.