Martinez: Jeg er ligeglad med kritik

Vores adrætte argentiner er for nyligt blevet spurgt ind til, hvad han mener om hans kritikere, og deres bemærkninger om hans højde – noget han ikke skænker mange tanker.

Mange så på købet af Lisandro Martinez med skepsis, hvor især hans højde eller mangel på samme blev nævnt af flere eksperter. Martinez selv holder dog fast i, at han er ligeglad med kritikerne. Det fortæller han det argentinske medie TyC Sports.

– Jeg er ligeglad med kritik. Jeg tror på mig selv, og jeg stoler på mine evner.

Den 178-centimeter høje centerback havde – ligesom resten af holdet – store problemer i sæsonens første to kampe, hvor de røde djævle blev sendt i skammekrogen først af Brighton og sidenhen af Brentford. Herefter har argentineren i den grad rejst sig – og tilmed blevet noget af en fanfavorit – men det har ikke forhindret Jamie Carragher i at kritisere købet af den tidligere Ajax-spiller.

– Jeg ville ikke have en midterforsvar som var 5’9 (178 cm) på mit hold. Det ville jeg ikke, fortalte Carragher som ekspert i Sky Sports studiet.

Martinez holder dog fast i, at det er hårdt arbejde, som skal føre ham til succes. Samtidig kalder han det en drøm at spille for Manchester United.

– Jeg har altid arbejdet hårdt. Det er det, som vil skaffe mig de resultater, jeg ønsker.

– For at være ærlig er det en drøm blevet til virkelighed at spille for en kæmpe klub som Manchester United, og at spille i Premier League, som er en af verdens største. Jeg er meget glad.

Lisandro Martinez spillede senest 90 minutter for Argentina, da de lyseblå vandt 3-0 over Honduras.

Forrige artikel
Christian Eriksen

Fransk landstræner roser teknisk begavede Eriksen

Næste artikel

Matic: Behandlingen af Maguire er en katastrofe

ANNONCE