Mata: For mange lange bolde

0-0 mod Burnley var skuffende, og især i første halvleg spillede United med for mange lange bolde, mener Juan Mata.

Nullerten i Burnley var Manchester Uniteds fjerde kamp i streg uden sejr, og det var ikke godt nok. Holdet kom for at få tre point, så spillerne er skuffede over at måtte nøjes med et, mener Juan Mata.

Han har også en forklaring på, hvorfor holdet ikke spillede bedre, og især før pausen handlede det om at vælge de forkerte afleveringer.

– Jeg synes, vi dominerede i de sidste 20 minutter af kampen, men scorede ikke. Vi spillede på deres banehalvdel det meste af tiden, hvilket er godt, men hvis du ikke scorer på dine chancer, er det ikke godt nok. Når vi spiller fodbold på den sidste tredjedel, mener jeg, vi kan skabe chancer, men vi spillede med for mange lange bolde i første halvleg, hvilket måske er hvorfor, vi ikke spillede så godt, sagde den lille spanier til MUTV efter kampen.

Det gode spil skal dog nok kommer, forsikrer han. Det handler bare om tid.

– Hvis man ser på de spillere, som vi har, kan vi spille god fodbold. Det er bare et spørgsmål om at blive ved med at arbejde, tro på det og være tålmodig, når vi bygger spillet op nede bagfra.

Den slags får holdet dog først mulighed for at vise om to ugers tid. På grund af landskampspausen spiller United ikke igen før 14. september mod QPR.

Forrige artikel

- Van Persie skal stille og roligt i gang

Næste artikel

Rygte: United i dialog med Roma om Strootman

ANNONCE