Spørger man dagens karaktergiver på OldTrafford.dk, var Scott McTominay kampens spiller. Men skotten afslører selv, at det var tæt på, at han ikke kunne have spillet.
Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her
– Jeg havde ondt i morges. I Newcastle-kampen pådrog jeg mig en fodskade, men jeg kæmpede igennem det og spillede i dag, afslører Scott McTominay, der også fortæller lidt om, hvordan han i dag så kampen under Old Traffords aftenlys.
– Kampen mod Newcastle var svær for os. Manageren sagde, vi satte rekord for flest fejlafleveringer i ligaen. Det skulle blive bedre, og i dag var vi meget, meget bedre.
McTominay var en af målscorerne, da United i aften kom tilbage på sejrskurs mod Burnley. Trods kritik af manager Ralf Rangnick fra seneste kamp, fortæller skotten, at der er fuld tiltro til den nye træner og de har taget hans kritik til sig.
– Kropssprog er en ting (omkring de opgivende attituder fra Newcastle-kampen, red.), og Rangnick har været meget klar omkring, at han ikke vil se mere på det. Det er vi ikke i tvivl om, og det har vi taget til os.
Dermed slutter Scott McTominay, Ralf Rangnick og resten af Manchester United-holdet på en sejr. Næste kamp venter den 3. januar mod Wolverhampton.