Manchester United har fået tilgang af den tidligere FC Barcelona-målmand Victor Valdes på en fri transfer.
Således er klubben og den spanske keeper blevet enige om en kontrakt, der løber over de næste to år. Det skriver flere engelske medier, heriblandt The Express.
32-årige Valdes har trænet med i United siden oktober, hvor han bl.a. har genoptrænet efter en alvorlig knæskade, han pådrog sig sidste forår.
Liverpool er længe blevet sat i forbindelse med Valdes, men nu lader det altså til, at den tidligere landsholdsmålmand har valgt at fortsætte karrieren under Louis van Gaal, som han tidligere har arbejdet sammen med i Barcelona.
Ifølge The Express var Valdes længe lunken over for udsigten til at skulle spille andenviolin efter David de Gea på Old Trafford.
Sidstnævntes kontrakt med Manchester United udløber i sommeren 2016.