Efter Manchester Uniteds standarder har der været stille på ungdomsfronten de seneste år, men nu er et nyt kuld talenter klar til at indtage scenen.
Danny Welbeck og Tom Cleverley har allerede meldt deres ankomst i førsteholdstruppen, og især sidstnævnte får Uniteds tidligere ungdomstræner Eric Harrison til at spærre øjnene op.
“Jeg har meget store forventninger til Danny Welbeck og Tom Cleverley. Tom er den bedste i min optik, men det skal ikke ses som en kritik af Danny, begge skal de nok blive stamspillere på det engelske landshold. For mig at se er Tom bare så god, at vi kan kalde ham den bedste ungdomsspiller i United siden Giggs- og Beckham-dagene,” siger Harrison til goal.com.
“Tom er et ekstraordinært talent. I starten af sæsonen var vores pasningstempo ufatteligt højt, præcis som i gamle dage. I sidste sæson spillede vi langsomt på midten, men Tom får det hele til at glide med voldsom fart, så jeg kan ikke vente med at se ham tilbage på holdet med hans hurtige afleveringer og et-to-kombinationer.
“Hans positionsspil er fantastisk. Måske er han ikke nogen sprinter over 100 meter, men over 10 15 meter er han lynhurtig, og holdet spiller fantastisk, når han er omdrejningspunktet for det hele. Det er ikke for at nedtone Dannys betydning, for han er del af en gruppe af store britiske talenter, men Tom er noget for sig selv,” lyder det rosende fra Harrison.
Harrison har også store forventninger til Chris Smalling, Phil Jones og David de Gea.