Thomas Gravesen, Michael Ballack, Mahamadou Diarra og seneste skud på stammen; Javier Mascherano.
Manchester United har brug for en midtbanegeneral!
Fælles for ovennævnte er, at alle den seneste måned er blevet sat i forbindelse med United, og når selveste David Gill udtaler, at næste store indkøb bliver en midtbanespiller, er det kun at hælde mere benzin på transferbålet.
Dog understreger Manchester Uniteds chief executive, at den nye midtbanestjerne nok ikke kommer før til sommer.
“Vi ved alle, at det næste store indkøb bliver en topklasse midtbanespiller, men det bliver højst sandsynlig ikke i de næste ti dage, at vi ser en permanent løsning,” udtaler Gill til MUTV.
Selvom der i visse kredse er blevet stillet spørgsmålstegn ved Glazer-familiens lyst til at punge ud til store transfersummer, støtter Uniteds nye ejere ifølge David Gill, alle kommende transfermål, selvom dette måtte betyde en millionudlægning i den tre-cifrede størrelse.
“Vi har fået to spændende talenter i dette transfervindue i kraft af Nemanja Vidic og Patrice Evra, og det understreger alene deres engagement i klubben,” afslutter David Gill.
Billedtekst: Mon denne tysker står øverst på Uniteds ønskeliste til sommer?