Midt i al snakken om dommer Stuart Atwells kendelser mod Bournemouth fredag aften har Sky Sports hevet en kommentar ind fra tidligere topdommer Mike Dean.
Og han forstår godt, at hans dommerkollega dømte, som han gjorde.
– Jeg synes, de to situationer er vidt forskellige. Maguire-situationen er klokkeklar og en simpel beslutning. Den er nem, og det er et rødt kort alle ugens dage.
– Den første situation kunne have været et straffespark, men der er tvivl om, hvordan han (Amad, red.) faldt til jorden, og det er derfor, han (dommeren, red.) ikke gav straffesparket, og jeg kan også godt forstå det.
Med i forklaringen om, hvorfor United ikke skulle have straffesparket, bringer Dean også overvejelserne om, at United altså har haft nogle kendelser med sig tidligere på sæsonen, som ifølge ham skulle påvirke denne situation.
– Jeg forstår, at United har indgivet en klage, men det må man også spore tilbage, fordi de har haft nogle kendelser i deres favør i år, som gik på dommerens kald, mener han.
Som Dean forklarer, har United klaget over beslutningen efter fredagens kamp. Det kan du læse mere om her.



