Miller fortryder ikke tiden i United

Liam Miller er glad for sin tid i United, og ser frem til at møde sin gamle klub på lørdag.

Liam Miller. Ja, navnet siger måske ikke så meget, men han var engang i United. Ganske vist blev det ikke til så meget spilletid for Miller i perioden 2004-2006. Men ireren ser alligevel tilbage på en god tid i Manchester.

– Jeg kan ikke sige at jeg fortryder noget. Det var et fantastisk miljø at være i, og træning på højeste niveau hver dag, hvor man lærte af de bedste. Jeg ser tilbage på tiden som en fremragende periode, hvor jeg dog havde troet og håbet at spille en større rolle, siger Miller.

Liam Miller er af mange bedst kendt for tiden i Celtic og hans lån hos danske AGF. I 2011 skiftede Miller til Perth og er netop taget videre til Brisbane. Han er med i lørdagens kamp for det udvalgte hold fra den australske A-League, der møder United.

Miller nåede blot 22 kampe for United, og han valgte at komme væk for at finde spilletid, fremfor bare at sidde på bænken og hæve en fed løn. Så United solgte ireren til Sunderland i 2006.

– Jeg kunne sagtens have siddet på bænken i fem år, men det var der ingen ide i, for når man har fået nok er det videre. Jeg valgte at skifte, og finde førsteholdsbold et andet sted, siger Miller.

Forrige artikel

Spil på hold med Scholes

Næste artikel

United vil forgylde Garay

ANNONCE