Manchester Uniteds reserver fortsætter med at hive sejr efter sejr i land. Det er ikke hver gang, de unge djævle spiller lige godt, men de er effektive, og det er oftest nok. Denne aften stod Bolton Wanderers for skud i Manchester Senior Cup.
Ravel Morrison var placeret på bænken fra kampens start, men han skulle som nævnt komme ind og få en afgørende rolle.
Mame Biram Diouf er fortsat en fast del af reserveholdet, og han var da også med fra start i dag. Efter et kvarter var han tæt på at lægge op til mål, da han i venstre side afleverede til Paul Pogba på kanten af feltet. Den franske midtbanemand affyrede hårdt, men målmand Rob Lainton vippede forsøget over mål.
Efter en halv time måtte United foretage deres første udskiftning. Ezekiel Fryers landede sin nakke efter en luftduel og kunne ikke fortsætte kampen. Til alt held kunne forsvarsspilleren selv gå fra banen.
Kort før pausen fik Diouf en chance for at bringe United i front. Federico Macheda og Will Keane spillede sammen i venstre side og lagde op til Diouf, som dog sparkede forbi mål.
69 minutter var der spillet, da Morrison kom på banen i stedet for Will Keane. Byttet fik dog ikke den store effekt til at starte med.
Fem minutter før tid modtog Pogba en advarsel for en meget voldsom takling på Andy Kellett. Helt umotiveret sablede franskmanden sin modstander ned med begge ben og var heldig med ikke at blive vist ud.
Det så længe ud til, at kampen skulle ende i straffespark, som det er kutyme, når kampe ender uafgjort i Manchester Senior Cup. Men så dukkede Morrison op ud af det blå og afgjorde sagerne. Der var spillet næsten 94 minutter, da midtbanespilleren modtog bolden, tog et træk forbi en enkelt Bolton-mand og sendte kuglen i kassen med et perlehug fra 25 meter. Fremragende mål af stjernefrøet.
Dermed endte kampen 1-0 til United, som nu har vundet seks kampe på stribe.
Bolton Wanderers – Manchester United
90″ 0-1, Ravel Morrison
Opstilling
Amos, Vermijl, Fryers (31″ McGinty), Fornasier, M.Keane, Brown, W.Keane (69″ Morrison), Pogba, Diouf, Petrucci, Macheda.
Bænken: Coll, Thorpe, Cofie.