Mourinho: Jeg var en klubmand

Uden at gå i detaljer åbner José Mourinho lidt op for, hvad der gik galt i den sidste tid i United-karrieren.

José Mourinho slår i et interview fast, at han satte Manchester Uniteds behov foran sine egne, og han hentyder til, at der var enkelte spillere, der ikke fulgte samme eksempel.

I forbindelse med den fyreseddel, Ed Woodward langede portugiseren, var en aftale, at Mourinho ikke måtte udtale sig kritisk om forholdene i klubben, og derfor nævner han ingen navne.

– Jeg vil ikke afvise, at der var faktorer, der havde indflydelse i den sidste periode, og det var ikke gode faktorer. Det er umuligt at vinde trofæer uden gode forhold til spillerne, siger Mourinho på beIN Sports, hvor han er ansat som pundit.

Han fortsætter:

– Nogle gange er der behov for, at processer skal accelereres, og så er der behov for, at du skal være en klubmand. Og nogle gange, hvis man skal være en klubmand, så må man glemme sig selv en gang imellem. Det gjorde jeg altid, synes jeg.

Det er ingen hemmelighed, at José Mourinho ikke havde det bedste forhold til Uniteds franske stjernespiller Paul Pogba, og selvom han ikke nævner navne, er det ikke utænkeligt, at den nu tidligere United-manager har franskmanden i tankerne i det citat.

Med Mourinho ved roret vandt Manchester United Liga Cuppen og Europa League, ligesom klubben fik sin bedste ligaplacering, siden Sir Alex Ferguson sagde stop.

 

Forrige artikel

Pereira: Det er min bedste dag i United-trøjen

Næste artikel

Ferdinand langer ud efter Pogbas kritikere

ANNONCE