Mourinho storroser Dalot og Shaw

Jose Mourinho roste de to backs, Diogo Dalot og Luke Shaw, for stærke præstationer i Uniteds 3-0-sejr over Young Boys. Paul Pogba blev også fremhævet af manageren.

Manchester United vandt med 3-0 ude mod Young Boys onsdag aften, hvor portugiseren Diogo Dalot spillede sin første kamp for klubben. Dalot leverede en stærk præstation på højrebacken og fik ros af manager Jose Mourinho efter kampen. 

– Han gjorde det rigtig godt, men jeg vil også fremhæve Luke, fordi jeg synes, at begge backs var rigtig gode. De var meget offensive og havde hele tiden øjnene åbne for indlæg og afleveringer, siger Jose Mourinho efter kampen.

– De var meget rolige og forsvarede godt, så de var begge rigtig gode. Luke har gjort det siden starten af sæsonen, og Diogo for første gang efter en skade. Jeg tror, at alle kunne se det, som jeg sagde om Diogo i løbet af sommeren; at han er en af de bedste unge højrebacks i Europa allerede.

Paul Pogba scorede to af Uniteds mål og blev også rost af Mourinho for en solid præstation. 

– Det var en god præstation. Jeg følte, at han var lidt træt imod slutningen af kampen, og derfor tog jeg ham ud. Men det var solidt,og han gav holdet den fart, som vi skulle bruge på bestemte tidspunkter, og kontrollerede tempoet på andre tidspunkter. Det første var et rigtig godt mål, og straffesparket viste hans personlighed. Når man brænder et straffespark, tvivler man normalt, når man skal tage det næste, men det var der ikke for ham, siger manageren.

Næste opgave for United er en hjemmekamp i Premier League på lørdag, når Wolverhampton kommer på besøg på Old Trafford.

 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Dalot glad for debut

Næste artikel

Spillerkarakterer: Pogba bedste mand

ANNONCE