David Moyes var langt fra tilfreds efter dagens 1-0-nederlag til Everton. Skottens pressemøde var ekstraordinært kort – det varede cirka to minutter.
– Jeg er skuffet, men der er ikke noget at gøre ved det. Det var tæt, og vi greb ikke chancen. Det gjorde Everton, udtalte United-manageren efter kampen.
Det var Moyes’ første kamp mod sin gamle klub, og Everton-fansene gav deres tidligere manager en hård medfart igennem dele af kampen.
Det irriterede dog ikke Moyes, der efterfølgende ikke ville kommentere nærmere på fansenes ageren.
– Det er ikke vigtigt. Everton-fansene gav deres hold god støtte.
Den 50-årige skotte gjorde det samtidig klart, at nederlaget ikke gjorde ekstra ondt, bare fordi det var hans gamle klub.
Han bekræftede desuden, at Robin van Persie er ude med lyskeproblemer.