Moyes: Ville ikke have gjort noget anderledes

David Moyes ville ikke have gjort noget anderledes, hvis han fik lov til at starte forfra som Manchester United-manager. Han havde dog håbet på mere tid.

Da David Moyes fik managerjobbet i Manchester United efter Sir Alex Ferguson, havde de fleste nok håbet på noget mere end den syvendeplads, som United præsterede. Moyes blev fyret før sæsonen var færdig, men han mener ikke, at han fik nok tid til at vende krisen.

– Jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg ville kun have gjort noget anderledes, hvis jeg vidste, at jeg havde ti måneder i stedet for seks år. Min forståelse var, at jeg skulle til en klub, der altid støttede deres managere, selv når de var i problemer, og det ikke gik så godt. Jeg troede, at man fik tid til at få styr på tingene, siger Moyes ifølge BT Sport.

– Jeg havde en god gruppe af spillere, der lige havde vundet Premier League under Sir Alex, men det ville tage tid at ændre og udvikle holdet, og selvfølgelig skulle der have været skiftet ud i spillertruppen, men det kunne ikke gøres på ti måneder, siger skotten.

Hvis Moyes fik tilbudt jobbet igen, ville han ikke være et sekund i tvivl om, hvad svaret ville være.

– Ville jeg tage jobbet igen? Selvfølgelig ville jeg det. Der er meget få managere i verdenen, der ikke ville ønske at være manager i Manchester United.

 

Oplev Manchester United på Old Trafford! Vi guider dig på vej her

Bliv klædt på til kamp her – Køb Manchester Uniteds nye trøje

Forrige artikel

Gerrard: United har brug for en erfaren angriber

Næste artikel

Manchester United frigiver billetinformation før FC Midtjylland-kamp

ANNONCE