Når kampen i dag er ovre, begynder en af de mest følelsesladede uger i Manchester United, når det på onsdag er 50 år siden, at British European Airways-flyet med Uniteds hold ombord styrtede ned i München, og 23 mennesker omkom, heraf 8 United-spillere.
I ugen er der planlagt en række mindesbegivenheder og for at få spillerne til at forstå vigtigheden i disse, så viste Sir Alex Ferguson i denne uge en film om ulykken til spillerne.
“Spillernes reaktion var bevægende. Der var total stilhed.
Bobby talte bagefter om at være i klubben på samme tid, som ulykken skete, og de spillere han spillede sammen med. Det var fantastisk,” fortalte Sir Alex Ferguson til The Mirror.
Han følte, at det var vigtigt at finde ud af, hvad klubbens nye unge spillere vidste om ulykken, som for altid forandrede engelsk fodbold.
“Det er okay for spillere som Ryan Giggs, Gary Neville og Paul Scholes, da de er lokale spillere, som er vokset op med ulykken og klubbens historie.
Men man ved ikke med Cristiano Ronaldo, Anderson, Nani og Carlos Tévez. Disse unge spillere fra udlandet.
Men de kender til det nu, og der var en fantastisk atmosfære, da vi sad der,” forklarer Ferguson.
Video-seancen gjorde selv indtryk på Gary Neville, som ellers om nogen kender til ulykken.
“Det var meget bevægende. Det er umuligt ikke at lære fra det, og for os spillere var det fantastisk at se denne DVD og høre Sir Bobby Charlton, selv for mig.
Jeg har hørt om München før, men slet ikke i så tæt selskab med så intim stemning.
Det var fantastisk,” siger Uniteds kaptajn til avisen.