Fremtiden er fortsat uvis for Manchester United-kantsspilleren Luis Nani, som med et formdyk er røget væk fra sin ellers vante plads i startopstillingen.
Ved transfervinduets lukning dukkede der historierne op om et salg af den portugisiske United-spiller, hvor især russiske Zenit Skt. Petersborg var interesseret i Nani.
Men ifølge Sunday Mirror, så gjorde Nani alt for at forpurre et skifte til klubben, efter at Manchester United havde åbnet op for et salg.
Nani bad således sin agent om at kræve en ugeløn på £200,000 i håb om at Zenith med det samme ville trække følehornene tilbage. På et tidspunkt blokerede Nani også al kontakt til ham for at trække tid ud.
– Det var ikke et uheld, at Nani ikke kunne kontaktes. Han bad sin agent om helt vanvittige beløb, hvis Zenith ville snakke. Han regnede med, at de ville afvise ham, men de ville fortsat snakke. Til sidst slukkede Nani sin telefon og bad folk omkring ham om ikke at opgive hans tilstedeværelse, hvis nogen forsøgte at nå ham, fortæller en kilde til avisen.
– Han vil ikke væk. Han er glad for at blive og vil gerne sidde på bænken kontrakten ud, hvis United prøver at gøre tingene vanskelige.
Ifølge avisen, så er Nani kommet til overs i Sir Alex Fergusons planer med både Ashley Young, Antonio Valencia, Shinji Kagawa, Danny Welbeck, Wayne Rooney og Robin van Persie i truppen.
Nani har to år tilbage af sin kontrakt og tjener i omegnen af £130,000 om ugen.