Nani: Lejeaftale skulle booste min selvtillid

Luis Nani er smuttet et år til Sporting Lissabon for at genvinde sin selvtillid efter et par svære sæsoner i Manchester United.

Udsigten til en permanent plads på bænken og en dårlig formkurve fik i sommer Luis Nani til at takke ja til et lejeophold i Sporting Lissabon.

Det fortæller den 28-årige portugiser, der med sine svingende præstationer havde spillet sig ud af startopstillingen på Old Trafford. Et faktum, der tærrede på selvtilliden. 

– Jeg så, at chancerne i United blev færre for mig, så jeg skulle træffe et valg. Jeg havde været på Old Trafford i lang tid, syv år, og jeg tror, at jeg havde brug for at komme væk, forstå det større billede og få min selvtillid tilbage, siger Nani til Manchester Evening News. 

– Louis van Gaal gav mig mulighed for at skifte. Jeg kunne være blevet, men jeg valgte den bedste mulighed for mig på daværende tidspunkt, og jeg tror, det var det rigtige at gøre, fortsætter kantspilleren. 

Siden skiftet tilbage til portugisisk fodbold har Nani høstet roser for sine præstationer. 

I går slog Nani så fast, at han er klar til at vende hjem til Manchester United, hvis der er plads til ham på førsteholdet. 

Nani er udlejet til Sporting resten af sæsonen. Flere medier skriver dog, at van Gaal overvejer at hente landsholdsspilleren hjem allerede til januar pga. de mange skader i truppen. 

Forrige artikel

Byttehandel på vej med Bayern?

Næste artikel

LVG: Gjorde Danny Welbeck en tjeneste

ANNONCE