Efter det flotte forår og fastansættelsen af Michael Carrick var der ro i kulisserne op til den nye sæson.
Det var lige indtil, at to af klubbens største transfermål, Matheus Fernandes og Elliot Anderson, skiftede til rivalerne Tottenham og Manchester City.
Det skabte en lille snært af uro omkring klubben, men med indkøbene af Andrey Santos, Youri Tielemans og Carlos Baleba virkede det til, at United havde fået genopbygget midtbanen, og holdet var klar til at tage næste skridt.
Bevares, midtbanen har vist sig som en af holdets styrker i år, men holdet har på ingen måde taget det næste skridt.
Derimod er de skridt, der er taget, gået baglæns.
Og det er de bekymrende tendenser, holdet har vist indtil videre i sæsonen, som vi vil dykke ned i her.
Havde Amorim fat i noget, da han satte Rashford af?
Der gik ikke lang tid, fra Ruben Amorim blev ansat i Manchester United, til Marcus Rashford var blevet sat af.
Det blev gjort klart, at han ikke havde en fremtid i klubben, så længe Amorim var ved roret.
Det var angiveligt englænderens attitude og arbejdsrate, som var grunden til, at han ikke kunne bruges af den daværende cheftræner.
Og helt ærligt, det kan man godt forstå.
Nu skal Rashford ikke gøres til syndebukken og årsagen til, at holdet er startet dårligt i indeværende sæson, men hans præstationer sender et signal.
Under Amorim blev dårlig attitude og udeblevende returløb ikke accepteret. Det var ikke til forhandling, hvis man ville på holdet, og man skulle vinde.
Portugiseren delte som bekendt vandene hos tilhængerne, og hans taktik var ofte til debat – med rette.
Men flere ting skal han have ros for. Han indstillede en disciplin og fysisk forfatning, som United har ledt efter i flere år.
En spiller som Luke Shaw kunne spille 38 ud af 38 kampe i Premier League og endda gøre det med høj intensitet.
Han er bare ét eksempel på spillere, der var i god fysisk form, og som arbejdede hårdt.
Den kultur er langt borte nu, hvis man kigger på forfatningen af Uniteds hold.
Det virker – set udefra – som om, at det er okay for spillerne, at gå rundt, ikke tage de hårde løb retur og udvise dårlig attitude – ja, vi kigger på dig, Rashford.
Igen, Rashford skal ikke gøres til syndebukken, men der er en symbolik i, at han starter hver gang, og holdet viser det udtryk, som det gør.
Carricks taktik er hullet som en si
Hvis man kigger på, hvordan de bedste hold spiller, så går det igen, at de er kompakte og ikke overlader mange chancer til modstanderen.
Det kan man ikke sige om United, der i sæsonens indledning har tilladt mere end én xG til modstanderen i samtlige kampe i Premier League ifølge Flashscores statistikker.
De har heller ikke præsteret at holde buret rent, og dermed kan man konkludere, at Uniteds forsvar er hullet som en si.
Man kan ikke kun klandre forsvaret, for som man siger i fodbold, er angrebet den første del af forsvaret.
Det, der menes med det ordsprog er, at på et godt forsvarende hold, der forsvarer alle 11 mand uden bolden. Det er ikke den fornemmelse, man sidder med, når man ser United i øjeblikket. Et godt eksempel på dette er de forsvarende mestre, Arsenal.
Modstanderne har rigeligt med muligheder for at slå kontra, men også for at spille sig op på Uniteds banehalvdel og få momentum i kampen.
Det vidner ikke om et godt trænet hold, samtidig med at man ikke skaber et hav af chancer i åbent spil og generelt har svært ved at komme til afslutninger inde i feltet, så ser det ikke godt ud for Michael Carrick.
Der er ikke noget, som tyder på, at United vender tilbage som lyn og torden efter landskampspausen.
Og det er – på skribentens regning – et udtryk for, at Carricks job skal være til debat.
United har kvalitet, men det bliver ikke forløst
Manchester United har en god trup.
Der er mange profiler, som alle har vist sig flot frem tidligere i karrieren – også i momenter i denne sæson.
I Fulham-kampen var det Matheus Cunha, der kunne redde kastanjerne ud af ilden til sidst, og imod Everton var det Benjamin Sesko og Bryan Mbeumo, som viste sig flot frem ved de to scoringer.
Og så spiller Bruno Fernandes, årets spiller i Premier League, også i klubben.
Med flere.
Fælles for dem alle er, at de ikke bliver sat optimalt op til at præstere af Michael Carrick.
Cheftræneren har i flere interviews lagt vægt på, at de offensive spillere skal have frihed til at finde løsninger inde på banen.
Men er det en god træner, som gør det, når angrebsspillet halter, og holdet har svært ved at skabe store chancer?
Det kan der sættes tvivl ved, og derfor ville det klæde holdet at have nogle tydeligere angrebsmønstre.
Om Carrick får det forløst, og spillerne blot har brug for mere tid til at finde sammen, er et spørgsmål, kun tiden kan besvare.
Hvis altså Carrick får den tid.