(Photo by Michael Regan/Getty Images)
Rørende stemning før kampen
Indledningen på sæsonpremieren vil vi formentlig huske længe.
Et fyldt Old Trafford stod i fuldkommen stilhed og respekt. Begge holds spillere stod – som det hører sig til – samlet omkring midtercirklen, mens alle på tribunerne deltog i at mindes
Diogo Jota, Liverpool-spilleren, som tragisk gik bort i en ulykke sammen med sin bror, André Silva.
Et særligt moment på banen, hvor jeg i hvert fald blev mindet om, at fodbold kan forbinde os – selv i de sværeste stunder.
En smuk gestus fra både Manchester United og Arsenal F.C.
Naturligvis også fra begge holds fans.
I resten af Premier League har man ligeledes vist respekt for de efterladte, og det klæder vores kære sport.
Vi kondolerer og sender vores varmeste tanker til familier, venner, kollegaer – og naturligvis Liverpool F.C.
Intensitet, glød og nerve
Manchester United begyndte kampen med en sjælden frisk energi, vi ville frem og presse vores gæster, hvor var det en fornøjelse.
Helt fra vores fundament i forsvaret, hvor alle bidrog til at lukke alle muligheder for Arsenal ned.
Matthijs de Ligt var kontant i sine dueller, Luke Shaw var simpelthen bare klogere end Bukayo Saka og Leny Yoro sørgede for, at støtte Diogo Dalot overfor en tam Martinelli.
Eneste bekymring var vel Martin Ødegaards pletvise kreativitet.
Rent defensivt fik vi i hvert fald afsløret hos holdet, at vi kan stole på de tre stoppere. Da Harry Maguire kom ind, fortsatte stilen helt planmæssigt.
I håb om at Ayden Heaven og Lisandro Martinez kan komme ind og bidrage igennem sæsonen, så tænker jeg ikke, at det er her, vi skal forstærke os i de sidste uger af transfervinduet.
Gode spillere har vi også på midtbanen, hvor vi fik set Bruno Fernandes og Mason Mount veksle fint mellem 8’er og 9’er positionerne, Casemiro tog sig af sin 6’er rolle og vores wingbacks spillede
‘better safe than sorry’. At Mount har meldt sig ind i midtbane/offensivs ligningen er utrolig positivt.
Da kampen var slut sagde procentfordelingen i boldbesiddelse; 61% vs. 39% i Uniteds favør, og det vidner om en midtbane i fin balance, hvilket holdet bestemt kan tage med videre mod Fulham d. 24 august.
Manchester Uniteds offensiv var tændt hele kampen. Fin bevægelse, initiativ og kampgejst. 7 vs. 3 i skud på mål til fordel for United vidner også om det.
Men…
Det er klart, at man skal score på sine chancer.
Mål giver som bekendt resultater og i sidste ende point. Det er derfor, vi er her.
Dog vil jeg ikke blive negativ på baggrund af én kamp i sæsonen. Jeg er sikker på, at holdet får finpudset og indstillet sigtekornet til næste kamp.
Det begrunder jeg med, at vi i modsætning til sidste sæson har flere, som kan byde ind med mål og assist. Ansvaret er anderledes fordelt nu.
Dødbolde…
Efter kampen udtalte en skuffet Matthijs de Ligt til VIAPLAY.
– Vi har trænet meget hele ugen, i at forsvare dødbolde.
Det er naturligvis rigtig godt – det eneste rigtige, oven på sidste sæson.
På den positive note er det godt, at de i hvert fald siges at arbejde med standardsituationerne på træningsbanen.
Samtidig gør det bare ekstra ondt, at holdet ikke formår at tage det med ind i kamp. Vi har i hvert fald lært – eller erfaret – nu, at United har meget at forbedre her.
Hvis vi vil presse og dominere, så nytter det ikke noget at indkassere på dødbolde.
“Hvis I vil vinde over os, så må I sat** spille igennem os”.
Det skal være indstillingen. Andreas Georgson var sidste sæson tilknyttet staben, ansvarlig for dødbolde.
Nu er han assistent hos Thomas Frank i Tottenham.
Derfor hviler ansvaret – foruden på Ruben Amorim – på Carlos Fernandes, som også var assistent for ham i Sporting.
Det bliver interessant at følge vores taktiske fokus på dødbolde i den kommende tid.
En ny målmand i kulissen?
Jeg læste et rygte om at David de Gea spøgte i kulissen, der skulle foregå ‘hemmelige telefonopkald’ mellem spillers bagland og klubben.
Argentinske Emiliano Martinez og italienske Gianluigi Donnarumma er også rygtet til klubben… Det handler for mig om, at vi får noget kvalitet,
det skal være den rigtige løsning. Men det koster. Skal vi sælge André Onana? Eller skal han have chancen igen?
I må gerne give jeres besyv med her.
Vi krydser fingre for, at klubben får truffet en ordentlig beslutning.
Altay Bayındır beviste i går, at der ikke er en fremtid med ham. Det er kynisk – men det er sandt.
Nu glæder vi os til årets første away mod Fulham på søndag.
GGMU.