Nedtakt: Tre ting vi lærte fra Manchester-derby

Endnu en gang blev Manchester United afklædt af bysbørnene fra Manchester City. Her er tre ting, vi tager med fra kampen.

Erik ten Hag er i vildrede

Det er et klart sundhedstegn for et hold, hvis manageren har en ideel startopstilling. Det har Erik ten Hag langt fra lige nu.

Forud for en kamp er det blevet sværere og sværere at forudsige hvilke 11 spillere, der står på holdkortet, når startopstillingen offentliggøres. Igen i går blev jeg overrasket, da jeg så, at Evans og Lindelöf skulle udgøre venstre side af forsvaret. Varane og Reguilon var klar?

Men det er primært på midtbanen, at vores hollandske manager famler i blinde. Christian Eriksen fik, helt fortjent, en startplads i går, og dannede midtbanetrio med Amrabat og McTominay. Sidstnævnte har tilsyneladende spillet sig ind på holdet, efter han blev helt i det vilde comeback mod Brentford.

Det er selvfølgelig positivt at spillere belønnes for stærke præstationer, men omvendt viser det også bare, at Erik ten Hag ikke har en foretrukken midtbanekonstellation. Der er behov for, at spillerne får nogle stærke indbyrdes relationer, og det opbygger man ikke, når man fra uge til uge får en ny sidemakker eller sågar spiller en helt ny position på midtbanen.

Og hvad sker der egentlig med Mason Mount?

Marcus Rashford er selvtillidsforladt

Den engelske landsholdsangriber var her, der og alle vegne i den forgange sæson og blev ikke overraskende også kåret til årets spiller i klubben.

I denne sæson har Rashford været alt andet end sprudlende. Han lavede, hvad der godt kan kaldes, sin signatur-scoring på Emirates i fjerde runde. Siden da har han ikke fået netmaskerne til at blafre iført den røde United-trøje, og vi tæller nu ni målløse kampe i træk.

Det er svært at pege på, hvad der mangler. Så derfor mangler der nok bare det allervigtigste for en angriber, selvtillid. I sidste sæson havde den engelske landsholdsangriber med den største selvfølgelighed sparket den store chance, som Eriksen serverede for ham, ind. Selve dybdeløbet var perfekt, men lige nu tror han ikke selv på, at han kan score.

Problemet er ikke kun isoleret til Rashford, og Højlund kan snart blive ramt af det samme, hvis han ikke snart begynder at score i Premier League. Det er et kæmpe problem for United, og trænerteamet skal have pumpet noget selvtillid i de gutter – hellere i dag end i morgen.

En placering i top-fire er alt, vi kan drømme om nu

Forud for en ny sæson bliver man altid ramt af store drømme og forhåbninger. Personligt troede jeg selv, at vi et stykke hen af vejen ville kunne udfordre Arsenal og Manchester City i Premier League.

Den forudsigelse er allerede blevet gjort til skamme efter de første 10 runder. Vi er ikke i nærheden af at kunne spille op med de bedste, og Arsenal og City har endnu ikke foldet sig helt ud, hvis man spørger mig.

Hvis United ender i top-fire, når denne sæson er overstået, vil jeg være lykkelig.

Erik ten Hags første sæson i United var meget imponerende, og i denne sæson skulle der så bygges yderligere på. Det har desværre vist sig, at der blot var tale om et skridt frem og to tilbage.

5 kommentarer
  1. Fin analyse….

    Mangler bare den evident konklusion.

    Pilen peger på ETH.

    Man kan forsvare den vilrede der beskrives i forhold forsvarets ideal opstilling pga skader til både Licha og Shaw samtidigt, de to havde stor andel i sidste sæsons positive udgangs punkt rent defensivt

    Nu har Onana rettet en smule op på niveauet heldigvis men hans usikkerhed har bestemt heller ikke fordret den defensive del.

    Men med al respekt for Evans og hans tidligere bedrifter i United, så var han aldrig krumtap på holdet i hans først tid i klubben, han er nu 35 år gammel og ikke på toppen hans lange flotte karriere, jeg forstår ikke ETHs valg her.

    Centralt har først og fremmest Cssemiro skuffet gevaldigt indtil nu, og indkøbet af en “opgradet Eriksen” i Mason Mount har sig at være en kæmpe fiasko, ihverftald indtil videre.

    Amrabat har ikke niveauet til at forstærke United, fejlkøb i min optik håber ikke vi udnytter købsoptionen på ham, havde hellere beholdt Fred istedet.

    Højlund er desværre ikke kommet godt fra start i PL og det bliver en svær tid for ham hvis ikke han for hul på bylden snart.

    Rashford virker underligt fraværende, score et flot mål for England og derfor tænkte jeg at han ville tage den succesoplevelse med sig hjem til United, nen nej sket ikke

    Jeg kan se mange problemer for holdet/truppen, intern uro osv, udefrakommende støj mht evt overtagelse og rygter.

    Men i min optik står der en manager med ansvaret for det der sker på banen og vi har ikke taget det forventede skridt fremad, tværtimod er vi gået baglæns og ikke kun to skridt, vi er i en kæmpe krise på alle sportslige parameter…

    ETH er færdig inden sæsonen er slut, eneste der burde kunne redde hans fremtid er hvis United kommer videre fra gruppen i CL og begynder at præstere her samt en sejrsstime der bringer os op i nærheden af top 4 mod slutningen af sæsonen.

    Jeg kan ikke se det for mig, og hellere klippe snoren hurtigt fremfor at trække pinen ud, en ny mand på broen er nødvendig for at konkurrere i toppen af PL.

  2. Alle der er utilfredse med manageren: hvem mener i ville kunne gøre det bedre, med de her spillere?
    (Zidane bliver det ikke, Potter not, Conte – så stopper jeg med at se dem spille, Nagelsman – njahh) hvem mener i?

  3. En kandidat kunne De Zerbi…..ham har Guardiola peget på som hans afløser en dag…..

    Eller med dansker brillen på en Thomas Frank måske….syntes han har en spændende spillestil der virker i Premier League med et stærkt begrænset budget, men er hans navn stort nok til de forkælede mange millionære i klubben…tror faktisk han bliver Hjulmans afløser som dansk landstræner en dag, medmindre United napper han på en 5 årige kontrakt med en klar plan om at opbygge et nyt storhold.

    En sådan plan kunne implementeres med en helt ny og målrettet sportslig ledelse under Sir Rattcliffe ansvar

    Toptræner….Nagelsman hvorfor ikke, men han er vist optaget som landstræner for Tyskland og med EM på hjemmebane næste år bliver han nok på posten indtil EM er slut og det kan vi ikke vente på.

  4. TB, du skriver
    “United napper han på en 5 årige kontrakt med en klar plan om at opbygge et nyt storhold.”… hvor mange af de sidste mange managers, har du haft tålmodighed med, i mere end to sæsoner?!
    ETH var langt mere succesrig, end mange af de forrige, i sin første sæson, men ham har du allerede smidt på porten….
    Lidt naivt at snakke om 5-årige kontrakter, med nye managers, når utålmodigheden og støtten, med trænerne stopper, ligeså snart der kommer lidt krise….

  5. OH

    Lidt krise….værste sæsonstart i 35 år….og det fortsætter…..?

    Stop nu det sludder ETH fik chancen men han er ikke dygtig nok desværre…

    Se statistikker for denne sæson og fortæl hvem af de foregående efter Sir Alex der var dårligere…..måske Ragnick

    Har du stadig tillid til ETH…?

    Medgiver at spillerne underpræstere helt vildt, men de har tydeligvis mistet troende på projektet og dermed ETH…

    Derfor skal han ud nu.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Status på skaderne

Næste artikel

Gary Neville: Selv "The Class of 92" ville have problemer i Manchester United

ANNONCE