Nedtrykt Shaw: Newcastle ville det mere end os

En af fodboldens største klichéer blev taget i brug, da Luke Shaw udtalte sig om Manchester Uniteds 0-2-nederlag til Newcastle søndag.

– I dag var en kæmpestor kamp, og de ville det mere end os. De var klart mere motiverede end os. Og det må ikke ske.

Sådan lød ordene fra en noget slukøret Luke Shaw, der stillede op til interview efter søndagens 0-2-nederlag til Newcastle.

– Jeg føler, jeg siger det samme hver gang, vi taber. Det er uacceptabelt, og det ved vi.

– Jeg synes, Newcastle er et godt hold. Men jeg synes ikke, de vandt kampen på kvalitet. De vandt den på sult, vilje og attitude, siger han.

Det er ikke første gang, Luke Shaw stiller sig op til medierne efter et nederlag og lægger sig fladt ned, som han har gjort i dag. Det er også en tendens, han forholdte sig til.

– Præstationen var ikke god nok. Jeg føler, at jeg er ærlig hver gang, vi har haft et dårligt resultat. Og det synes jeg også, vi bør være som hold, siger Shaw.

Shaw mener også, at holdets præstationer er i en nedadgående kurve, og det er noget, man er ved at adressere internt.

– Jeg tror måske, man kan sige, at den (dårlige periode, red.) er kommet før landskampspausen. Vi er faldet i niveau, og det var tydeligt at se i dag.

– Os spillere havde en snak i omklædningsrummet bagefter uden nogen fra staben i nærheden, fordi det i sidste ende er op til os som spillere på banen, afslører han.

Forrige artikel

Dalot: Vi manglede tålmodighed

Næste artikel

Blog: Hvor gode er "vi"?

ANNONCE