Neville venter på afklaring

Phil Neville har stadig ikke fået at vide, om han har en fremtid som træner i Manchester United.

På trods af utallige skriverier om, at Phil Neville er fortid i Manchester United, har hovedpersonen selv intet fået at vide af klubben. 

Det fortæller den tidligere United- og Everton-spiller, der blev hentet med som træner, da David Moyes overtog roret i sommer. 

Men selvom både Steve Round og Jimmy Lumsden røg ud sammen med Moyes, fik Neville lov til at blive. 

– Jeg håber (jeg har en fremtid i United, red.), siger Neville til Sky Sports og fortsætter. 

– For mig er det som enhver andens arbejdsdag lige nu. Jeg var førsteholdstræner sidste år. Jeg er ikke sikker på, hvad min rolle vil være næste år, men det finder jeg ud af i løbet af de næste par uger. Forhåbentlig vil jeg være en del af Man United. 

Ikke hørt fra van Gaal

Ryan Giggs er allerede blevet udnævnt til assistenttræner, mens Louis van Gaal selv har taget to nye ansigter med sig. 

Udover Neville er det uklart, hvad der sker med Paul Scholes og Nicky Butt, der begge blev indlemmet i trænerstaben i slutningen af sæsonen. 

– Vi elsker Man United, men det giver os ikke en guddommelig ret til at være i eller omkring klubben, siger Neville. 

Han fortæller samtidig, at han ikke har været i kontakt med van Gaal endnu. 

– Der er åbenlyst igansat en masse processer, og han vil have sine egne strukturer og hold. Man håber bare på at blive en del af det. Men han er uden tvivl en travl mand med Holland og VM, forklarer Neville. 

Phil Neville var en del af den såkaldte ’92-årgang. Han spillede i United indtil 2005, hvor han skiftede til Everton. 

Forrige artikel

Van Gaal: Succes afhænger af spillerne

Næste artikel

Journalist: Moyes overtalt til at droppe Thiago

ANNONCE