Newcastle United rykkede i sidste sæson ud af Premier League, hvilket resulterede i spillerflugt fra den nordengelske klub. En af disse var Michael Owen, der tidligere på måneden overraskende skiftede til Manchester United.
Den 29-årige angriber accepterede således en massiv lønnedgang for at kunne skrive under med de engelske mestre. Men selvom den tidligere Liverpool-spiller er blevet præsenteret på Carrington, får han stadig løn af Newcastle. Således kan han hver uge indtil starten af august hæve en check på 50.000 pund fra sin tidligere arbejdsgiver. Det skriver The Sun.
Det noget mærkelige arrangement skyldes den aftale, som Owen og Newcastle i sin tid indgik. Således modtager også brasilianske Cacapa lønchecks fra ”The Magpies”, selvom han har forladt klubben, mens Mark Viduka stadig har omkring 300.000 pund i fratrædelseshonorar til gode.
Den engelske tabloidavis skriver endvidere, at Newcastle er havnet i massive finansielle problemer som følge af de store kontrakter. Michael Owen blev alene betalt én million kroner om ugen.