Den belgiske forsvarsspiller var oprindeligt lejet for hele sæsonen, men skader har holdt ham på bænken gennem det meste af hans ophold på Carrow Road. Således har han blot spillet 6 ligakampe siden hans ankomst til Norwich i sommers, og manager Paul Lambert har altså nu mistet tålmodigheden.
”Ritchie er taget tilbage til Manchester United. Vi takker Sir Alex Ferguson for at udlåne ham til os. Vi ønsker Ritchie held og lykke i fremtiden, og håber at han får en succesfuld karriere i United,” siger Paul Lambert til klubbens officielle hjemmeside.
Den 23-årige Ritchie De Laet kom til United fra Stoke i januar 2009, men har endnu ikke slået igennem på Old Trafford. Han har siden skiftet fra Stoke været udlejet til Sheffield United, Preston North End, Portsmouth og senest altså Norwich City.