Sir Jim Ratcliffe, som snart ejer 25% af Manchester United, har påbegyndt sit arbejde i klubben. I dag, tirsdag, har han holdt de første møder på Old Trafford med ledende figurer i United.
Det skriver en lang række medier – blandt andet The Times og The Athletic.
Den 71-årige Ineos-stifter var flankeret af Sir Dave Brailsford og Jean-Claude Blanc. De tiltræder begge bestyrelsen, når Premier League har godkendt handlen.
Læs også: Her er alt, du skal vide om handlen mellem Glazers og Sir Jim Ratcliffe
Handlen mellem Sir Jim Ratcliffe og Glazer-familien, som blev offentliggjort juleaften, skal godkendes af Premier League. Der kan derfor gå seks til otte uger, før den endeligt træder i kraft.
Men det betyder ikke, at Uniteds nye minoritetsejer afventer. Der er planlagt flere møder i den kommende tid på både Old Trafford og Carrington.
Allerede i denne uge er der efter sigende også planlagt et møde med Erik ten Hag. Det er det første møde mellem Uniteds manager og den nye ejer, siden det blev offentliggjort, at Ineos-milliardæren har købt sig ind i Manchester United.
Besøget og møderne skal hjælpe Ratcliffe med at danne sig et overblik over klubben.