Nye ungdomsspillere ind

Sidste sæson var lige ved og næsten for Uniteds unge talenter på U18-holdet i FA Youth Cuppen, mens holdet skuffede i ligaen. Størstedelen af spillerne…

Sidste sæson var lige ved og næsten for Uniteds unge talenter på U18-holdet i FA Youth Cuppen, mens holdet skuffede i ligaen. Størstedelen af spillerne var førsteårs-spillere og vil derfor have mere erfaring i den kommende sæson. De bliver suppleret af yderligere ni mand, som United har givet kontrakt.

De ni spillere er forsvarsspillerne Ben Barber, Nicholas Ioannou og Ryan McConnell. Mest kendt er Nick Iounnaou, der allerede sidste sæson fik en række kampe for U18-holdet, dels i Youth Cuppen og dels i Aegon Cup i Holland. Mens McConnell er irsk U17-landsholdsspiller og fik sin debut i marts mod Albanien.

På midtbanen er de nye ansigter Joshua Harrop, Callum Evans, Matthew Willock og Andreas Pereira. Her er belgiske Pereira uden tvivl den mest prominente spiller og har allerede fået sin debut for U18 siden sin ankomst fra PSV i foråret. Han anses som et af Europas største talenter i sin årgang.

Willock er hentet i Reading, hvor han har tilbragt det sidste år af sin fodbolduddannelse. Tidligere har han været hos Arsenal, hvor hans to brødre fortsat er på kontrakt.

I angrebet er Ashley Fletcher og James Wilson eneste nye navne. Fletcher, ikke i familie med Darren, er ikke helt ny i forhold til U18-fodbold, i det han i sidste sæson blev anvendt en del hen mod slutningen. Han nåede sågar at sidde på bænken for reserverne i en kamp mod Blackpool.

Wilson nåede at få debut for reserverne, og kan bruges dels i angrebet og dels på venstrekanten, hvor han med sin hurtighed og gode drible-evner kan skabe ravage. Han blev sidste sæson primært anvendt i angrebet, hvor han i alt scorede syv mål på U18-holdet. Flot statistik for en så ung spiller.

Desuden er målmanden Kieran O’Hara taget ind, som en såkaldt U17-academy-student. Det vil sige, at han sideløbende med fodbolden vil studere.

Forrige artikel

Cleverley til OL

Næste artikel

Svensk superbrag udsolgt efter en time

ANNONCE